Kritikken hagler ned over EM-dommerne: ’Det er under al kritik’

Forud for aftenens gruppefinale mellem Danmark og Rusland er dommerpræstationerne under håndbold-EM igen et stort tema.

Danmarks landstræner Jesper Jensen var før EM kritisk over for Det Europæiske Håndboldforbunds udvælgelse af dommerpar. Nu er debatten i gang igen, før Danmarks afgørende kamp mod Rusland. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Det vakte både opsigt og kritik, da Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, tidligere på året offentliggjorde, at kvindernes EM-slutrunde i år kun skulle have kvindelige dommere til kampene.

En slutrunde, hvor Danmark med en sejr over Rusland i aften har chancen for at vinde EM-medaljer for første gang i 16 år.

Blandt andre Danmarks landstræner, Jesper Jensen, kritiserede, at man ikke bare valgte dommerduoerne efter, hvem der var mest kvalificeret.

Og den diskussion er blusset op igen efter Danmarks mellemrundekamp fredag mod Sverige, hvor de to litauiske dommere, Viktorija Kijauskaite og Ausra Zaliene, leverede en indsats, som skabte frustration gennem hele kampen for begge hold.

Både Jesper Jensen og flere af spillerne berettede efter kampen, hvor svært det havde været at finde ud af, hvad man måtte og ikke måtte, fordi dommernes linje, eller mangel på samme, var umulig at gennemskue.

- Der var mange domme i begge ender, som var helt hen i vejret. Det svingede med, hvad de dømte, og hvad de ikke dømte. Det var svært at spille under, sagde Mette Tranborg til TV2 Sport.

Mette Tranborg var ikke imponeret over dommernes præstation i kampen mellem Danmark og Sverige. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Efterfølgende er debatten rullet videre og kritikken haglet ned over EM-dommernes niveau. Særligt fra den danske håndboldlejr.

EHF har valgt at lade kvindelige dommere have hele scenen ved kvindernes EM for at hjælpe ligestillingen frem i sporten. Men før EM havde det litauiske dommerpar, som dømte Danmarks kamp mod Sverige, ikke haft en kamp på internationalt niveau i fire år.

Og sådan har det været for flere af EM’s ti kvindelige dommerpar. Grækenland og Bosnien-Hercegovina stiller med dommerpar, der ikke har dømt kampe af betydning i syv år.

Hos Dansk Håndbold Forbund er generalsekretæren, Morten Stig Christensen, ikke tilhænger af måden, hvorpå EHF forsøger at skubbe på ligestilling frem.

- Jeg er ikke tilhænger af det, EHF har gjort her med bare at sætte kvindelige dommere på det hele, siger han til Ritzau.

- Jeg kan mærke på nogle af dem, når jeg snakker med spillerne, at de er irriterede over det, fordi det giver indtryk af, at kompetencer ikke er det eneste parameter. Her er det også et parameter, at du er kvinde. Der skal vi helst ikke ende.

Samme irritation deler DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

- Det gør en håndboldelsker både sur og ked af det, når du afvikler store mesterskaber uden at bruge de bedste dommere. Det er under al kritik. Og det er et forsøg, der skal stoppe med det samme. De bedste dommere skal dømme kampene - uanset deres køn, siger han.

I Danmarks mellemrundekamp mod Rusland tirsdag kommer dommerparret fra Montenegro. Og Lars Krogh Jeppesen håber, at de kommer til at fløjte fornuftigt, da de kommer fra en stor håndboldnation, der har fine traditioner.

Alligevel sidder han med en snært af frygt. En frygt for, at det kan gå galt for dommerne, så det får afgørende betydning for kampens udfald, når der skal findes en semifinalist.

- Jeg håber og krydser fingre for, at dommerne er vant til at dømme på et anstændigt niveau, men jeg frygter, at dommernes præstation kan få inflydelse på kampen, ja.

'Forfejlet form for ligestilling'

Også den tidligere norske landsholdsspiller Geir Oustorp, som nu er ekspert hos NRK, er skeptisk over for dommerstanden ved EM.

- Det er en helt forfejlet form for ligestilling, siger han.

NRK har forholdt EHF til kritikken af EM-dommernes præstationer, men det ønsker EHF ikke at kommentere på.

- Dommerudnævnelserne bliver diskuteret nøje før mesterskabet. Og efter hver kamp er der en detaljeret analyse af dommerparrenes præstationer. Ud over det kommenterer EHF ikke offentligt på dommernes præstationer, siger EHF’s kommunikationschef, Thomas Schöneic, til NRK.

Blandt de dommere til EM, som rent faktisk har erfaring fra det øverste internationale niveau, er det danske makkerpar Karina Christiansen og Line Hesseldal Hansen. De har blandt andet dømt Champions League-finalen i 2017, VM-finalen i 2017 og EM-finalen i 2018.

Du kan høre Danmarks sidste mellemrundekamp mod Rusland direkte i LIGA på P3 fra klokken 18.04.

FacebookTwitter