Landsholdsspiller efterlyser gode råd fra de hemmelige agenter

Rikke Iversen og Anne Mette Hansen kender Danmarks næste modstander bedre end de fleste.

Rikke Iversen får brug for hjælp fra alle, der kender noget til det franske landshold, inden fredagens semifinale. (Foto: © Emil Halkier DR)

Rikke Iversen og holdkammeraterne fra det danske håndboldlandshold får brug for alle de fif, kneb og taktiske råd, de kan overhovedet kan komme i besiddelse af inden fredagens EM-semifinale.

Her venter en ordentlig mundfuld, de regerende verdensmestre fra Frankrig, og dem har landsholdet ikke stået over for i et godt stykke tid.

Det er hele tre år siden sidst, og danskerne tager derfor også gerne imod alle de tips og tricks, de kan få, siger landsholdsspilleren Rikke Iversen.

- Alle, der har noget at komme med, skriver bare på Facebook eller Instagram, så tager jeg gerne mod gode råd, siger hun.

Du kan se et udklip af interviewet med Rikke Iversen i videoen herunder:

Heldigvis for den danske stregspiller er hjælpen ikke nødvendigvis så langt væk.

Flere af landsholdsspillerne, blandt andre Anne Mette Hansen og Kristina Jørgensen, har de seneste år været et smut forbi den franske liga.

Og de skal også nok dele gode tips og tricks ud, lyder det fra Rikke Iversen.

- Det bliver en vanvittig kamp. De har spillet noget helt andet spil, end vi har set indtil videre. Jeg er rigtig glad for, at vi har nogle hemmelige agenter, der normalt spiller i den franske liga og kan give os noget insiderviden, for det, som vi skal møde, er noget kreativt noget, siger Rikke Iversen.

Kommer til at give alle detaljer

Landsholdsspilleren Anne Mette Hansen, en af de såkaldte hemmelige agenter, begår sig til dagligt i den franske liga for storklubben Metz.

Hun garanterer da også, at hun nok skal dele ud af den godtepose med viden, som hun har samlet sammen i sin tid i det franske.

- Og ellers har jeg også dem, jeg spiller med i klubben, så jeg skal nok love, at jeg kommer til at give alle detaljer i morgen, siger Anne Mette Hansen.

Og når den danske bagspiller har gjort det, vidensdelt med holdkammeraterne og trænerstaben, føler hun sig også overbevist om, at holdet er godt rustet til at slå franskmændene.

- De kan godt lide at være offensive, og det er de lykkedes meget godt med. Jeg er spændt på, hvordan vi løser det, men det ligger umiddelbart meget godt til os, siger Anne Mette Hansen.

Det samme tror landstræner Jesper Jensen. Han skal formentlig lige have nærstuderet modstanderen først, men når han har gjort det, skal han nok få lagt en gameplan, der kan sikre en plads i EM-finalen.

- Vi er et godt sted til at slå Frankrig, og det er lidt der samme som mod Holland. Frankrig er dygtige, og det noget tid siden, at vi har spillet mod dem, så det bliver spændende at se, hvor langt vi er, og hvor tæt vi er på.

Danmarks semifinale mod Frankrig spilles fredag aften klokken 20.30, og du kan følge den i Liga på P4, i app'en DR Nyheder og hos TV 2.