Landstræneren tror ikke på klarmelding af EM-profiler - Svan er ude til mellemrunden

Magnus Landin er tvivlsom til Ungarn-kamp, og højrefløj Lasse Svan kommer ikke i spil før en eventuel mellemrunde ved EM.

Landstrænder Nikolaj Jacobsen forventer ikke, at han råder over Lasse Svan før en eventuel mellemrunde. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

En i flokken af skriverkarle ville gerne høre landstræner Nikolaj Jacobsen til, hvad håndboldherrerne havde fordrevet timerne med siden lørdagens EM-nederlag mod Island.

Det gad Jacobsen simpelthen ikke gå nærmere i detaljer om. Der var blevet spist, set video og sovet.

Han var nemlig videre, landstræneren. Fokus og trænerøjne direkte rettet mod Ungarn-kampen mandag aften.

Og her står Danmark fortsat med nogle skadesmæssige udfordringer, lod Jacobsen forstå.

- Magnus Landin og Lasse Svan bliver testet i dag. Jeg tror ikke, at der er nogen af dem, der når at blive klar til i morgen. Nu må vi se, hvordan de tests forløber, sagde Nikolaj Jacobsen.

  • Kort før jul fik Lasse Svan en skulderskade i en aktion for sin tyske klub Flensburg-Handewitt. Den skade har siden holdt landsholdsspilleren ude. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)
  • Også Magnus Landin har startet EM-slutrunden på tribunen. Venstrefløjen kom til skade med sin tå under træningsturneringen Golden League. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)
1 / 2

Sikkert er det dog, at rutinerede Svan ikke bliver aktuel før en eventuel mellemrunde.

- Lasse bliver i hvert fald ikke klar. Han er ude indtil mellemrunden. Det er en beslutning, vi har truffet, men Magnus er jeg mere i tvivl om, sagde Danmarks landstræner.

Også storebror Landin har haft, hvad der minder om en tarminfektion at kæmpe med, men målvogteren er i bedring, lød det.

- Det er i hvert fald bedre, men jeg tror ikke, at det er helt væk, sagde landstræner Nikolaj Jacobsen.

I kampen mod Island kom hverken Anders Zachariassen, Jacob Holm, Niclas Kirkeløkke eller Johan Hansen i aktion. Og det billede kan godt gentage sig mod Ungarn - at spillere må se til fra bænken i samtlige 60 minutter.

- Der vil helt sikkert være spillere, der ikke kommer i aktion, sagde Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder Ungarn mandag aften klokken 20.30, og du kan følge opgøret direkte i LIGA på P3.