LISTE Kan Danmark gøre det igen-igen? Her er herrernes største håndboldtriumfer

Danmark er både forsvarende verdens- og olympiske mestre. Nu gælder det EM.

Når Danmarks håndboldherrer i morgen tager hul på EM, er det med en unik chance for at score et internationalt titelhattrick.

Nikolaj Jacobsens udvalgte går nemlig på banen som både forsvarende verdensmestre og olympiske mestre.

Men for den kræsne danske håndboldfan, så er det efterhånden ved at være længe siden, herrelandsholdet har vundet europamesterskabet.

Det kan der blive lavet om på de næste godt to uger, hvor Mikkel Hansen, Niklas Landin og de andre danske stjerner skal forsøge at komme helt til tops ved EM i Sverige, Norge og Østrig.

Her tager vi et kig på de fem største triumfer, det danske landshold har kunnet fejre for lige at få guldoptimismen til at boble, inden de går i gang.

1

Guld ved OL i Rio 2016

Intet over, intet ved siden af en OL-medalje af det pureste guld.

Efter en lang række olympiske fiaskoer lykkes det i 2016 for landstræner Gudmundur Gudmundsson at føre Danmark til deres første OL-titel nogensinde på herresiden.

Mikkel Hansen, Lasse Svan og Niklas Landin leverede kraftpræstationer, mens Morten Olsen blev turneringens positive overraskelse på playmakerposten.

Turneringen startede skidt for Danmark, der tabte til både Kroatien og Frankrig i den indledende gruppe.

I semifinalen måtte danskerne igennem forlænget spilletid for at slå Polen, men i finalen var der ingen tvivl.

Danmark fik revanche og slog de forsvarende verdens- og europamestre Frankrig, der ellers så mange gange har ageret stopklods for danske triumfer.

2

Guld ved VM i Danmark og Tyskland 2019

Efter tre VM-sølvmedaljer kom de danske drenge endelig øverst på podiet, da håndbolden vendte hjem til fødelandet for et år siden.

Danmark var fuldstændig suveræne og vandt ti ud af ti kampe på vejen til VM-guldet.

Finalesejren kom i hus foran et medrivende publikum i Boxen i Herning, da Danmark slog Norge 31-22.

3

Guld ved EM i 2008

Den første guldmedalje er altid den sværeste. Det kan det danske herrelandshold skrive under på.

Op igennem de første år af det nye årtusinde begyndte det danske landshold at markere sig i verdenstoppen under ledelse af først Torben Winther og fra 2005 Ulrik Wilbek.

Men det var først efter fire bronzemedaljer, at det danske landshold i 2008 fik hul på guldbylden ved EM i Norge.

Kasper Hvidt stod fabelagtigt, Lars Christiansen hakkede målene ind på stribe, og så kunne Danmark fejre deres første herretitel nogensinde med en 24-20 sejr over Kroatien i Lillehammer.

I videoen herover kan du se de danske heltes højtflyvende hjemkomst til Danmark efter triumfen.

4

Guld ved EM i 2012

EM i 2012 lignede længe en elendig udflugt til Serbien for det danske landshold.

Nederlag til Serbien og Polen i den indledende gruppe sendte Danmark i mellemrunden med ryggen mod muren.

Alle kampe skulle vindes, for at Wilbeks tropper ville have bare en chance for at gå i semifinalen. Og det blev de såmænd også, selvom der skulle en sidste-sekunds-scoring af Hans Lindberg til i opgøret mod Makedonien.

Danmark avancerede til semifinalen med tårnhøjt momentum, slog Spanien og Serbien i semifinale og finale og kunne løfte EM-trofæet for anden gang.

I videoen herover kan du se, hvordan de danske tilskuere i Serbien fejrede sejren, da de sidste sekunder løb ud i finalen mod værtsnationen Serbien.

5

Sølv ved VM i Sverige 2011

Så er der ikke flere guldmedaljer tilbage, men VM-sølvmedaljen i 2011 fortjener alligevel en plads på denne liste.

Her leverede Danmark nemlig intet mindre end imponerende spil og vandt 9 kampe ud af 9 mulige på vejen mod finalen.

I finalen stod danskerne over for vores nemesis Frankrig, der på det her tidspunkt havde et nærmest uovervindeligt landshold, der både var verdens-, europa- og olympiske mestre og stillede op med kæmpestjerner som Nikola Karabatic og Thierry Omeyer i deres absolutte storhedstid.

Mikkel Hansen præsterede i finalen en af karrierens allerbedste kampe, da han flækkede 10 mål ind mod det skræmmende franske forsvar og var med til at sikre Danmark uafgjort 31-31 i guldkampens ordinære tid.

I den forlængede spilletid løb danskerne desværre tør for luft og tabte 37-35.

Men Ulrik Wilbeks tropper havde kæmpe ære af opgøret og fik hængt en yderst velfortjent sølvmedalje om halsen.