Nu skal ærmerne smøges op: Her er Danmarks modstandere i mellemrunden

Der venter Danmark fire opgør i mellemrunden ved EM i håndbold. Nogle sværere end andre.

Mikkel Hansen er dansk topscorer ved EM med 20 mål efter gruppespillet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Tre gruppekampe vundet med henholdsvis ni, elleve og ti mål.

Det vil være synd at sige, at de danske håndboldherrer for alvor er blevet udfordret ved EM-slutrunden indtil videre.

Montenegro, Slovenien og Nordmakedonien slog sig på de danske håndboldklipper, der moste modstanderne og samtidig nåede at spare profilerne i løbet af gruppespillet.

Niklas Landin og Mathias Gidsel var senest helt ude af den danske trup mod Nordmakedonien, mens Mikkel Hansen kun var på banen for at skyde straffekast.

Nu gælder det mellemrunden, hvor landsholdets profiler kan vinke farvel til fridage og sige goddag til større modstand.

Det vurderer DR Sportens håndboldekspert Kasper Søndergaard. Den tidligere landsholdsback giver i kronologisk rækkefølge sit bud på, hvad der kan forventes af de kommende mellemrundemodstandere.

Island

Den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson står i spidsen for Island. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

- Island har jeg spået til at komme langt ved denne slutrunde. De er godt nok gode og har særligt i bagkæden vanvittigt spændende spillere.

- Mest spændende lige nu er deres playmaker fra Magdeburg, Gisli Kristjansson. Han er vildt eksplosiv og en virkelig dygtig playmaker, der både er farlig og sætter sine backs godt op.

- De mangler en stregspiller og en målmand på internationalt topniveau. Havde de haft det, havde de været blandt medaljefavoritterne.

- Danmark er favoritter imod Island, men det kan godt blive en lige kamp. Island elsker at slå Danmark. De er lillebror, der er ikke så mange mennesker deroppe, og Gudmundur (Gudmundsson, red.) ville også elske at slå Danmark. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Kampen mod Island spilles torsdag den 20. januar.

Kroatien

Luka Cindric og Kroatien tabte med 12 mål til Danmark ved VM i januar sidste år. (Foto: Tibor Illyes © Ritzau Scanpix)

- Jeg kan slet ikke se, at det bliver et problem for Danmark at slå Kroatien. Det kan godt være, at jeg har de rød-hvide briller på, men vi slog dem kæmpestort ved VM i Egypten sidste år.

- I år er Domagoj Duvnjak ikke med, og han er virkelig vigtig for dem. Luka Cindric er også en vigtig spiller, men han mangler at vise høj stabilitet på landsholdet. Danmark havde fuldstændig styr på ham sidste gang, de mødte dem.

- Med tanke på deres øvrige skadesproblemer, kan jeg ikke se, at Danmark kan tabe. Det er 80-20 i Danmarks favør.

Kampen mod Kroatien spilles lørdag den 22. januar.

Holland

Den tidligere TTH Holstebro-spiller Kay Smits er EM-topscorer med 31 mål på tre kampe. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

- Holland har gjort det overraskende godt. Jeg var overrasket over, at de vandt deres første kamp over Ungarn. Ungarn havde hjemmebanefordel, og jeg troede virkelig, at de ville blande sig i toppen, men de har skuffet.

- Holland har en sprudlende Kay Smits på højreback, som laver mål på samlebånd lige nu. I midten har de Luc Steins fra Paris Saint-Germain, som er en stor profil, selvom han er meget lille. Hvis de to spillere er på toppen, er det et meget fint hold.

- Men Danmark bliver for stor en mundfuld for dem. Det bliver ikke en walkover, det er hollænderne for gode til, men jeg tror ikke, at det bliver en tæt kamp.

Kampen mod Holland spilles mandag den 24. januar.

Frankrig

Den franske håndboldveteran Nikola Karabatic nåede at blive EM-klar trods coronasmitte tæt på slutrundens start. (Foto: Franck FIfe © Ritzau Scanpix)

- Jeg troede ikke, Frankrig var så stærke, som de har vist sig at være. Jeg er ret overrasket over den måde, de har indledt turneringen på.

- De har fantastiske spillere i Dika Mem, Melvyn Richardson og Kentin Mahé og har et virkelig godt hold, som Danmark jo tabte til i OL-finalen.

- Jeg vil sige, at Danmark burde vinde over Frankrig, men der er mange ting, man burde i sport. Det er en 55-45-kamp i Danmarks favør.

- Det er en fordel, at Danmark møder Frankrig i den sidste kamp. Hvis Frankrig og Danmark gør rent bord i de første mellemrundekampe, er semifinalen sikret, og så kan vi have en kamp mod Frankrig, hvor man kan spare profilerne og lade de unge drenge komme til.

Kampen mod Frankrig spilles onsdag den 26. januar.