Nye regler for coronakarantæne ved EM vækker kritik: 'Det er amatøragtigt'

Det europæiske håndboldforbund har nedsat coronakarantænen ved EM til fem dage.

Mikkel Hansen og resten af spillerne ved EM skal nu blot være fem dage i karantæne, hvis de bliver smittet med corona. (Foto: ANNEGRET HILSE © Ritzau Scanpix)

Optakten til EM har handlet knap så meget om håndbold som om coronapandemien.

Aflyste træningskampe og syge profiler. Bekymringerne var til at tage og føle på. Et positivt smittetilfælde betød, at den pågældende spiller skulle i 14 dages karantæne. Det meddelte Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag.

Den regel nåede dog blot at gælde i to dage. Torsdag blev coronakarantænen forkortet til fem dage 'på baggrund af de seneste sundhedsanbefalinger'. Efter isolationsperioden på fem dage skal en coronasmittet person aflevere to negative PCR-prøver med et døgns mellemrum.

Det vækker begejstring hos Dansk Håndbold Forbund (DHF) og sportschef Morten Henriksen.

- Det er rigtig fint, at EHF undersøger forskellige muligheder for, at EM kan afvikles så sikkert og sportsligt fair som muligt. Har en spiller milde symptomer og hurtigt tester negativt, ser jeg ingen grund til, at han skal bænkes for sit respektive land, siger sportschefen.

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, deler dog ikke den samme begejstring. For selvom han i princippet er tilhænger af regelændringen, kommer beslutningen for sent. Det er useriøst, mener han.

- Det er vildt amatøragtigt at ændre reglerne, fordi man kommer under pres. EHF vidste, at de respektive forbund ville have spørgsmål til emnet, siger Lars Krogh Jeppesen.

For det havde været stærkt problematisk, at profiler som danske Jannick Green og Domagoj Duvnjakfra Kroatien først kunne spille for deres respektive landshold, når slutrunden var godt i gang.

EM ville i så fald ikke give mening, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

- Regelændringen gavner håndbolden, men der er kæmpe forskel på de to scenarier. Det er pinligt at skabe fuldstændig panik ved at sige, at diverse profiler er ude af EM med de 14 dages karantæne.

Den danske målvogter Jannick Green er indtil videre den eneste fra landsholdet, som har afleveret en positiv coronatest. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Uforståeligt kritik

Hos EHF kan man ikke forstå kritikken. Ifølge kommunikationschef Thomas Schöneich har det europæiske håndboldforbund siden slutningen af november sagt, at regelsættet var et 'levende' koncept.

Forkortelsen af karantæneperioden skyldes dog hverken smitteudviklingen eller et pres fra de deltagende landshold. Det handler om, hvordan sygdomsforløbet udvikler sig, og EHF har justeret regelsættet efter smitteudviklingen, siger Schöneich til DR Sporten.

- Det er ikke rigtigt, at vi ændrer holdning på baggrund af kritik. Nøglen er at forblive fleksible, følge situationen og rådføre os med medicinske eksperter, forklarer han.

- Det kan ikke være anderledes i den nuværende situation, forklarer han.

Der er ganske vist tale om en reduceret karantæneperiode, men det betyder ikke, at der går mindre tid, før spilleren er tilbage på banen. Før du kan spille, skal du aflevere to negative coronaprøver, understreger Thomas Schöneich.

Det er selvfølgelig en udfordring at afholde EM, men EHF diskuterer ikke en udskydelse, uddyber han.

- Vi har et stramt testregime for alle holdene, som også skal reducere deres kontakt til omverdenen. Vi har også opfordret holdene til, at spillerne har fået den tredje coronavaccination.

EM i håndbold afvikles i Ungarn og Slovakiet fra den 13. til 30. januar.

FacebookTwitter