'Send dansk duo i fængsel': Gal og genial håndboldhjerne er én sejr fra ny triumf

Den kroatiske landstræner, Lino Cervar, kan søndag føre sit land frem til den fjerde guldmedalje.

Navnet er Cervar. Lino Cervar.

En 69-årige håndboldtræner, der i Kroatien er synonym med håndboldsucces og legendestatus. Men også en mand, som i resten af håndboldverden de senere år har trukket mindst lige så mange kontroversielle overskrifter som positive.

Vi starter – ligesom Cervar gjorde det – med succeserne. For dem har han i den grad skabt i spidsen for de kroatiske håndboldherrer, som han har været landstræner for over to perioder. Første gang fra 2002 til 2010 – og nu anden gang, der har stået på siden 2017.

Første periode fyldt med medaljer og finaler

Ved EM i 2002 ramte det kroatiske håndboldlandshold bunden. Med træner Josip Milkovic i spidsen sluttede kroaterne som nummer 16 ud af 16 hold ved EM i Sverige.

Umiddelbart på bagkant af slutrunden satte Lino Cervar sig for første gang i det kroatiske landstrænersæde, og her skulle han ikke bruge mange måneder til at skabe et vinderhold.

Mindre end et år senere stod han og holdet nemlig øverst på skamlen ved VM i Portugal. Med VM-trofæet hævet over hovederne – og som vindere af den første guldmedalje i næsten syv år. Den første siden OL-guldet i 1996.

I 2003 kunne Kroatien juble over holdets første titel i syv år. VM-guldet blev startskuddet på den første æra med Lino Cervar (tv.) i spidsen for holdet. (Foto: JOSE MANUEL RIBEIRO © Scanpix)

En tørke var brudt, og en ny træner havde slået sit navn fast på den største håndboldscene.

De efterfølgende syv år bød på yderligere fem finaler kastende et sæt OL-guldmedaljer, to EM-sølvmedaljer og to VM-sølvmedaljer af sig.

Lino Cervar var med andre ord i den grad med til at fastslå Kroatiens rolle som en af herrehåndboldens giganter.

Et ægte Cervar-stop

Den første æra startede med en finale – og sluttede med en finale, men også de første kontroverser.

For faktisk var EM 2010 - der endte med kroatisk sølv - ikke engang overstået, før cheftræneren sagde op.

EM-slutrunden i 2010 blev den sidste under Lino Cervars første periode som landstræner for Kroatien. (Foto: OLEG POPOV © Scanpix)

Allerede inden holdets afgørende kamp i mellemrunden chokerede Lino Cervar de fremmødte på pressemødet ved at melde sin afgang som landstræner.

Han var træt af den manglende tro på trænerens projekt, der havde OL to år senere som det store mål, og han mente ikke, at det var værd at bruge mere tid på.

Cervar blev ved roret EM ud og endte altså med at sikre holdet et sæt EM-sølvmedaljer.

Legenden vendte tilbage – sammen med skandalerne

Den første - sådan for alvor - kontroversielle Cervar-aktion var en realitet, men tiden skulle vise, at der var mere i vente fra manden med det store temperament.

For i 2017 vendte Lino Cervar tilbage til det sæde, han allerede i nullerne havde varmet i otte år – og denne gang skulle det vise sig ikke være medaljer og titler, der fyldte i overskrifterne.

Ved EM i 2018 måtte træneren betale en klækkelig bøde, efter at han i de sidste sekunder af et opgør mod Hviderusland trådte ind på banen og hev fat i en hviderussisk spiller. 3.000 euro - svarende til 22.000 kroner - lød bøden på.

Året efter kom han igen i fokus. Ved VM i 2019 gik Lino Cervars temperament ud over det danske dommerpar Mads Hansen og Martin Gjeding.

Lino Cervars temperament udebliver sjældent, når Kroatien er i aktion på håndboldbanen. (Foto: VALDRIN XHEMAJ © Scanpix)

Efter kroaternes nederlag til Tyskland, der slukkede de kroatiske semifinaledrømme, kaldte Cervar den danske dommerpræstation for tyveri og slog fast, at han mente, at den danske duo ikke burde dømme flere håndboldkampe i fremtiden, men i stedet komme i fængsel for deres præstation.

Og for få uger siden kom så den tredje kontroversielle handling på tre år. I en forberedelseskamp mod Qatar frem mod EM blev den kroatiske landstræner citeret af blandt andre det kroatiske medie 24 Sata for sige følgende under en timeout:

- Hvorfor spiller vi så dårligt håndbold? De sorte spiller smartere, end vi gør.

En udtalelse, der dog ikke har fået konsekvenser for kroaten.

Cervar mangler den sidste titel – men de forsvarende mestre står i vejen

Men efter tre år i spidsen for Kroatien præget af kontroversielle overskrifter, hvor den håndboldmæssige succes har været begrænset til en fjerde-, en femte- og en sjetteplads, er holdet igen i en finale. Den første i syv år og med muligheden for at vinde den første titel i 16 år.

En historisk tæt og dramatisk EM-semifinale sendte fredag aften Kroatien i finalen efter 80 minutters håndbold. (Foto: ERIK SIMANDER © Scanpix)

En finale, holdet i øvrigt aldrig har vundet, og således også et trofæ, der er det eneste, Lino Cervar mangler i sin samling.

Men mellem ham og EM-trofæet står altså Spanien. De forsvarende europamestre – og et hold, der ligesom Kroatien blot har sat et enkelt point til under årets slutrunde.

Og det er sidste chance for Lino Cervar. Han har nemlig meddelt, at han stopper som landstræner – denne gang endegyldigt – senest efter sommerens OL-slutrunde.

EM-finalen mellem Spanien og Lino Cervars Kroatien spilles søndag klokken 16.30 og kan ses direkte på TV2.