Skuffede danskere: Alt for mange fejl og alt for mange brændte chancer

Danmark måtte mandag aften nøjes med uafgjort mod Ungarn.

Skuffede danskere efter det uafgjorte resultat mod Ungarn. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Uafgjort 24-24 mod Ungarn.

Et resultat, der hverken sender Danmark tættere på avancementet til mellemrunden eller helt ud i EM-mørket.

Men et skuffende resultat. Og det lyste ud af både spillerne og landstræneren efter opgøret, hvor de danske verdensmestre aldrig kom i nærheden af det topniveau, de viste ved netop VM for et år siden.

Landstræner Nikolaj Jacobsen erkender da også efter kampen, at holdet aldrig havde kontrollen.

- Overhovedet ikke. Med så mange fejl og brændte chancer skal man ikke forvente at få noget som helst med fra en håndboldkamp.

- Jeg tæller fem skud forbi mål og syv 100 procentchancer, vi brænder. Vi skal føre ved pausen. I anden halvleg skal holdet have ros for at kæmpe sig tilbage.

- Man kan godt se, at det ikke er et hold med samme selvtillid som for et år siden.

- Det er selvfølgelig ikke sjovt. Vi havde håbet på noget andet. I lørdags var det en god kamp, men i dag er det vores egen skyld, at vi har problemer med Ungarn.

Der var særligt i første halvleg grund til at tage sig til hovedet for den danske landstræner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

’Vi taber til os selv’

Også bagspilleren Mads Mensah var irriteret efter kampen, hvor han savnede initiativ.

- Vi går bolden rundt og kigger lidt på sidemanden – hvem gør lige noget? I stedet for bare selv at få det gjort. Sådan kan vi ikke vinde noget, når de vælger at møde os så langt ude i banen, som de gør.

- Jeg synes, der er for meget kvalitet på det her hold til, at vi har spillet tingene ud af egne hænder efter to kampe. Også den måde det er sket på. Jeg synes, vi spiller en fin kamp mod Island. I dag synes jeg, at vi taber til os selv. Og det er det, der gør mest ondt, siger Mads Mensah til DR Sporten.

Skuffelsen lyste også ud af Mads Mensah efter det uafgjorte resultat mod Ungarn. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Mikkel Hansen kom aldrig i gang

Generelt havde bagspillerne det svært mod det offensive og aggressive ungarske forsvar. Og det kostede for blandt andre Mikkel Hansen, der med blot tre scoringer aldrig fik sat sit præg på kampen.

- Vi kom aldrig i gang rent angrebsmæssigt. Vi får en mindre god start og brænder en masse chancer. De får troen på det, og så er de et svært hold at spille imod.

- De spiller langsomt og lang tid i angrebene. Det er mentalt hårde mål at lukke ind, når man har forsvaret i et minut, og de så får scoret. Så et svært hold, men også et hold, vi skulle have slået, siger MIkkel Hansen.

Også en anden af holdet profiler, nemlig Rasmus Lauge, havde svært ved at finde storspillet frem.

- De tog os selvfølgelig på sengen med det forsvar. Det havde vi ikke forberedt os på. Men dermed ikke sagt, at ikke fik vi spillet os til chancerne. Vi fik dem bare ikke udnyttet.

- Nu står vi i en situation, hvor håbet stadig lever lidt, men hvor vi er afhængige af Island, og hvor vi skal håbe på at Island gerne vil have to point med til mellemrunden, siger Rasmus Lauge.

Tingene skal flaske sig

Med det uafgjorte resultat er Danmark nu tvunget til at slå Rusland i den tredje og sidste gruppekamp, mens Island samtidig skal slå Ungarn, hvis Danmark skal spille sig videre til mellemrunden.

Landstræner Nikolaj Jacobsen tror og håber dog stadig på avancementet.

- Vi er nødt til at håbe på vores islandske venner. Det er de i hvert fald på onsdag, og vi må krydse fingre, siger Nikolaj Jacobsen til DR Sporten.

De to kampe spilles på onsdag.