Stor islandsk stolthed – og respekt for Danmark

De islandske spillere nød sejren over Danmark, men lod sig ikke rive med. De har før stået med en nyttesløs sejr i første kamp uden at gå videre.

Islands Alexander Petersson kunne juble efter kampen mod Danmark, som Island vandt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Stoltheden var stor hos de islandske spillere efter lørdagens 31-30-gysersejr over Danmark i første gruppekamp ved EM i en intens stemning i en fyldt Malmö Arena.

Men de lod sig nu ikke rive med af sejren over de forsvarende verdensmestre. Ingen drillerier mod storebror fra Danmark, ingen hovne bemærkninger, ikke så meget som en smule snak om mellemrunden …

Den spillende legende Gudjon Valur Sigurdsson på sølle 40 år og beskedne 1857 mål i 357 landskampe på cv’et konstaterede tørt smilende, at det sådan set bare efterlod Island med to point efter en enkelt kamp.

- I de to seneste EM-slutrunder har vi prøvet det samme, men er alligevel blevet slået ud efter gruppespillet. Nu skal vi lære af de erfaringer, siger Sigurdsson, der også kan skrive 15 sæsoner i Bundesligaen på cv’et. Plus et par sæsoner i Barcelona, en succesrig sæson i AG København og nu i PSG sammen med bl.a. Mikkel Hansen.

Det er svært at finde en mere professionel og erfaren håndboldspiller – og det var også ham, der endte som en slags matchvinder, idet han scorede Islands sidste mål til 31-29.

- Åh, det kigger jeg ikke på, siger han og fremhæver i stedet sin unge holdkammerat Aron Palmarsson på 29 år.

- Han viste i første halvleg, at han er i liga med Sander Sagosen og Mikkel Hansen. Han var den bedste i dag. Men hele holdet spillede godt. Jeg er virkelig stolt af holdet og den måde, vi stod sammen.

- Vi vidste også, at det ikke var nok, at vi spillede op til vores bedste, Danmark måtte samtidig ikke have deres bedste dag. Det er svært at beskrive med ord, hvordan det er at spille mod et hold, der er så fyldt med talent som Danmark. De er så stærke, har så mange spillere, der kan afgøre det, og de er så gode en mod en, så det var en virkelig svær kamp at forberede sig på, men også at spille. Så vi er virkelig glade for at komme fra kampen med en sejr, siger Gudjon Valur Sigurdsson.

Islands Aron Palmarsson spillede en stor kamp mod Danmark. (Foto: ANDREAS HILLERGREN © Scanpix)

Island har trods det beskedne indbyggertal en forbløffende evne til at producere den ene store håndboldspiller efter den anden. Nærmest som en slags GOG på overarbejde.

Da holdet i 2008 – også med Gudmundur Gudmundsson som landstræner og flere fra lørdagens kamp på banen – nåede OL-finalen, så 99 procent af befolkningen med på tv derhjemme. Historien fortæller, at den manglende procent skyldes, at nogen også var på toilettet undervejs.

- Vi er et lille land, og at vinde mod disse store spillere og dette publikum, er stort for os. Vi stod for presset fra tribunen. Det var en svær kamp for begge hold. De danske spillere blev lidt irriterede over dommerne, mens vi bare blev ved med at spille vores eget spil. Jeg tror, vi vandt på vores vilje. Vi tror på det hele tiden, og til sidst var vi heldige at vinde, lød det fra 39-årige Alexander Petersson, til daglig holdkammerat med Mads Mensah og Niclas Kirkeløkke i Rhein-Neckar Löwen.

Dansk kendskab

Han har også spillet med flere andre af de danske spillere og har haft Nikolaj Jacobsen som træner. På samme måde har Gudjon Valur Sigurdsson spillet med en række af de danske spillere. Og derfor skal man heller ikke lægge så meget i den islandske træner Gudmundur Gudmundssons kendskab til Danmark fra sin tid som dansk landstræner, mener han.

- Gudmundur havde forberedt os godt, men der er ikke så mange hemmeligheder i håndbold længere. Alle kampe kan ses i tv eller online, så der er information om nærmest alle spillere. Vi kender også hinanden godt, fordi vi spiller med hinanden på kryds og tværs, og jeg respekterer de spillere enormt, siger han og nævner alle de danske spillere, han selv har spillet sammen med – fra Mikkel Hansen til Mads Mensah.

Og faktum er nu, at Island har to point, Danmark har nul og kan ryge ud med nederlag mod Ungarn. Taber Island forinden til Rusland, kan de ryge samme vej.