Verdensmestrene er færdige ved EM: Slår Tyskland - men ikke stort nok

Sejren på 28-27 over Tyskland var ikke nok for Holland, som ikke længere kan nå semifinalen ved håndbold-EM.

Holland misser semifinale trods sejr over Tyskland. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

De hollandske verdensmestre i kvindehåndbold kommer ikke til at tage metal med hjem fra EM i Danmark.

Mandag aften røg hollænderne ud af kampen om en plads i turneringens semifinaler, selv om det lykkedes at vinde en tæt dyst over Tyskland med 28-27.

Holland skulle have vundet med mindst to mål for at have haft mulighed for at kvalificere sig til semifinalen før sidste kamp i mellemrunden.

Selv om tyskerne virkede slukørede efter at have brændt et forsøg på at få uafgjort i sidste sekund, kan de trods nederlaget glæde sig over, at de stadig kan nå semifinalerne.

Det kræver dog en sejr over Kroatien i den sidste gruppekamp tirsdag aften. Alt efter om Holland også vinder tirsdag, skal en tysk sejr muligvis være på mindst to mål.

I begyndelsen af opgøret mellem Holland og Tyskland var scoringsfrekvensen høj, men så lykkedes det tyskerne at få bedre gang i forsvars- og målmandsspillet. Det udnyttede holdet til at oparbejde et forspring, og efter fem scoringer i træk lød det på 11-7.

Inden pausen nåede Holland dog at få reduceret afstanden til et enkelt mål, så holdet kun var nede med 15-16 efter de første 30 minutter.

Odense-keeper Tess Wester gjorde, hvad hun kunne i det hollandske mål, men sejren blev for lille. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Fire minutter efter pausen udlignede hollænderne, og derfra var det en lang stillingskrig frem mod den nervepirrende afslutning.

Tysk keeper i særklasse

Tyskerne var selv ude om, at Holland fik gode vilkår før kampens sidste fem minutter. I løbet af få sekunder fik hollænderne lov til at score to gange, mens tyskerne i samme periode fik to udvisninger.

I to omgange lykkedes det Holland at komme i front med de nødvendige to mål, men til sidst kunne de ikke få passeret en velspillende Dinah Eckerle i det tyske mål en ekstra gang, og derfor har Holland trukket sorteper i kampen om en semifinalebillet.

Senere mandag vandt Ungarn med 26-24 over Rumænien. Begge hold havde allerede inden opgøret udspillet deres rolle i gruppen.

Mellemrundegruppen toppes af Norge, der har maksimumpoint og er sikret en plads i semifinalen.

/ritzau/

FacebookTwitter