Europæisk håndbold sættes på standby: Klub- og landskampe aflyses

Håndboldlandskampe og kampe i Champions League bliver ikke afviklet den næste måned, skriver EHF.

Alle europæiske klub- og landskampe i håndbold er aflyst frem til 12. april. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Alle europæiske klub- og landskampe i håndbold er aflyst frem til 12. april.

Det skriver Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) på sin hjemmeside.

- Beslutningen er taget i lyset af udviklingen i spredningen af Covid-19 på tværs af Europa og for at beskytte fansene, spillerne, trænerne og de ansattes helbred, skriver EHF.

Aflysningen indebærer blandt andet Champions League hos mænd og kvinder, EHF Cup-kampe og kvalifikationen til kvindernes EM-slutrunde i december.

Sidstnævnte er Danmark allerede garanteret en plads ved, da Danmark er

værtsland
sammen med Norge.

De danske håndboldkvinder skulle have spillet to

testkampe
mod Brasilien 28. og 29. marts, men allerede torsdag meddelte Dansk Håndbold Forbund (DHF), at de kampe var aflyst.

Kampene skulle have været de første under den nye landstræner, Jesper Jensen, der i starten af marts blev udpeget som afløser for Klavs Bruun Jørgensen.

Jesper Jensen, der også træner Team Esbjerg, skulle sammen med klubben også have spillet Champions League-kvartfinaler mod Budućnost fra Montenegro 5. april og 12. april. De kampe er også udsat.

Det samme er Aalborg Håndbolds to ottendedelsfinaler i herrernes Champions League mod Porto, der skulle have været spillet 21. og 29. marts.

Foruden de internationale kampe er den hjemlige liga også sat på pause.

Alle danske ligakampe er aflyst de kommende to uger. DHF har desuden fredag besluttet at afslutte sæsonen for alle rækker undtagen ligaerne og 1. division.

Sport på tværs lukker ned

Det er ikke kun håndbolden, der er ramt af det omfattende virusudbrud.

En lang række arrangementer på tværs af sportsgrene verden over er blevet aflyst eller udsat de seneste dage.

Fredag meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at alle kampe i Champions League og Europa League i den kommende uge er udsat på ubestemt tid.

Desuden er en lang række fodboldligaer - herunder

Superligaen
, Premier League og Serie A - også
suspenderet
.

/ritzau/