Frederik gik ned i løn for en bedre ulykkesdækning – men blev alligevel ikke forsikret: ’Man leger med folks helbred’

Frederik Elmkjær Hansen føler sig svigtet af sin klub, Ajax København, der ikke sørgede for at tegne ulykkesforsikringer til spillerne. Nu er klubben truet af konkurs.

Ajax København-spilleren kalder hele sagen for tragikomisk. (Foto: © Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Da Frederik Elmkjær Hansen i foråret sammen med sin agent forhandlede ny kontrakt med sin klub, Ajax København, havde han ikke nogen fornemmelse af, at noget var galt. Alt omkring kontraktforhandlingerne kørte, som det skulle, og han var glad for at forlænge samarbejdet med endnu en sæson.

Men nu få måneder efter er situationen en hel anden.

Klubben er konkurstruet og skal finde op mod 1,8 millioner kroner inden 20. september. Samtidig har det vist sig, at de ulykkesforsikringer til spillerne, som klubben er forpligtet til at sørge for, ikke er blevet tegnet.

Derfor står Frederik og holdkammeraterne i en svær situation. Svær, fordi fremtiden er usikker for klubben og dermed også ham. Og svær, fordi han føler sig svigtet af dem, der skulle have sørget for ham.

- Jeg går jo rundt med en klump i maven. Jeg sover dårligt, og jeg tror godt, at jeg kan skrive under på, at de andre på holdet har det på samme måde. Man leger med folks helbred. Vi er en masse unge gutter med store ambitioner, som lægger hjerte og sjæl i det her projekt. Og så leger man sådan med os. Det synes jeg godt nok ikke er i orden, siger han, siger han.

Frederik Elmkjær Hansen er langt fra den eneste, der er endt uden ulykkesforsikring.

Ifølge Håndbold Spiller Foreningens formand, Torben Vinther, er der ikke blevet tegnet ulykkesforsikringer i klubben i mindst tre sæsoner – muligvis længere tid. Det er de i gang med at undersøge.

Han betegner situationen som voldsom.

- Vi synes, at det er meget alvorligt. Det signalerer noget, der er meget bekymrende: At man enten ikke læser det, man skriver under på; at man læser det og ikke forstår det eller at man læser, forstår og ignorerer det. Uanset hvad er det meget, meget bekymrende, siger han.

En helt afgørende del af forhandlingerne

Frederik Elmkjær Hansen kom til Ajax i 2020, og efter to år i klubben blev han enig med klubben om at fortsætte samarbejdet, og derfor gik forhandlingerne om en ny kontrakt i foråret i gang.

Særligt én ting var væsentlig for Frederik: at være godt dækket ind, hvis han skulle blive ramt af en alvorlig skade.

Han har været hårdt plaget af skader hidtil i karrieren, og derfor var en udvidet dækning af ulykkesforsikringen hele grundlaget for, at han skrev under på den nye kontrakt.

Det var så vigtigt for ham, at han sagde ja til at gå ned i løn for at kunne få en højere dækning, hvis uheldet skulle være ude. Og nu har det altså vist sig, at det var til ingen verdens nytte. Håndbold Spiller Foreningen fandt nemlig ud af, at klubben slet ikke har tegnet de nødvendige forsikringer.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er nærmest tragikomisk. Det er en grotesk dårlig måde at behandle os på.

- Det har været meget hårdt for mig at være skadet, og skaderne har holdt mig ude af sporten i flere år. Så det berører mig rigtig meget, at det viser sig, at der ikke har været styr på en ulykkesforsikring til mig. Det er noget, vi har haft talt om, og det var grunden til, at jeg skrev under, siger han.

Frederik Elmkjær Hansen har spillet i Ajax København i to år uden en tegnet forsikring. (Foto: © Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Voldsom skadesrisiko

Ifølge Håndbold Spiller Foreningens standardkontrakt, er klubben forpligtiget til at tegne en ulykkesforsikring til spilleren med en dækningssum på 500.000 kroner ved 100 procent invaliditet.

Det betyder, at hvis en spiller pådrager sig en skade, der er så alvorlig, at han bliver vurderet til at have en méngrad på mindst fem procent, er han berettiget til en forsikringssum.

Hvis forsikringssummen er på 500.000 kroner, som standardkontrakten dikterer, har spilleren ret til at få fem procent af det beløb, hvis méngraden – altså graden af invaliditet – bliver vurderet til fem procent. Hvis méngraden er ti procent, får spilleren udbetalt ti procent af den samlede forsikringssum – og så fremdeles.

Der er særligt en grund til, at det er vigtigt, at klubberne tegner ulykkesforsikringer for deres spillere, fortæller Torben Vinther:

- En almindelig, privat ulykkesforsikring dækker ikke, når man er professionel atlet, og derfor skal man tegne en særskilt og ret dyr sportsforsikring. I håndbold er skadesrisikoen og skadesfrekvensen tilmed så høj, at det for langt de fleste ikke er et spørgsmål, om de kommer til skade, men hvornår og hvor alvorligt de kommer til skade, siger han.

’Den første tanke var, at det ikke kunne passe’

På grund af den store risiko for skader vælger flere spillere at få tegnet en udvidet forsikring for at være ekstra godt dækket ind. Dem er Frederik Elmkjær Hansen en af.

DR Sporten har set kontrakten mellem Frederik Elmkjær og Ajax København, hvor det fremgår, at klubben har skrevet under på at tegne en ekstra ulykkesforsikring til spilleren med en forsikringssum på yderligere 500.000 kroner. Det samlede beløb i tilfælde af 100 procent invaliditet ville derfor blive 1.000.000 kroner.

Når han tænker tilbage på kontraktforhandlingerne nu, er der flere ting, der undrer ham.

Han fik ikke udleveret en forsikringspolice, som han ellers har krav på. Og han fik ikke en kopi af den underskrevne kontrakt.

Men kontrakten blev godkendt af Dansk Håndboldforbund, så derfor tænkte han ikke mere over det. Indtil det så i sidste uge viste sig, at klubben ikke har overholdt sine forpligtelser.

- Den første tanke var, at det ikke kunne passe. Selvfølgelig er vi blevet dækket. Selvfølgelig har de vidst, at de skulle dække os. Her på den anden side af det, kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at jeg har været naiv, siger han.

Han har svært ved at forstå, hvordan det kan lade sig gøre at skrive under på en kontrakt, hvor man forpligter sig til at sørge for en ulykkesforsikring til sine ansatte – og så undlade at gøre det.

- Folkene i klubben ved, hvordan tingene fungerer. De har været i gamet i mange år, og der har altid været de her ulykkesforsikringer på spillere. Jeg antager, at man som leder har styr på, hvad man skriver under på, når man ansætter folk, siger han.

Den nu tidligere klubdirektør Daniel Svensson skriver i en sms til DR Sporten, at han ikke kan udtale sig om processor og arbejdsgange, da han opsagde sin stilling i juli og ikke længere er ansat af klubben. I dag er han ansat som kommerciel direktør i Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

Daniel Svensson var tidligere på ugen ude og beklage, at han ikke har levet op til sit ansvar for spillerforsikringer.

Bestyrelsesformand Henrik Ritlov siger også til DR Sporten, at 'Daniel Svensson har haft ansvaret for at tegne forsikringerne i klubben'.

- Det er helt uacceptabelt, det der er foregået. Vi snakker om unge drenge, og de skal ikke tænke over de her ting med forsikringer selv.

- Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor det er sket. Det er ikke for at forsvare Daniel Svensson, men hvis der er nogle ting, du ikke får gjort det første år, så er der en større sandsynlighed for, at du heller ikke får gjort det i de efterfølgende år.

Spillerne i Ajax København har 9. september modtaget den løn, de manglede at få udbetalt for august.

Den 20. september bliver det afgjort, om klubben overlever.