Gennembrud for spin i sport

Sport er ikke længere for amatører. Ligesom alle andre steder handler det om at trænge igennem med et budskab.

Anja Andersen og Henrik Madsen (Foto: Katrine Damkjær © Scanpix)

Den mest profilerede person i Anja Andersen-sagen er hverken træneren selv, direktøren eller spillerne. Den mest profilerede person er Henrik Madsen.

Den kontroversielle pressechef, har om nogen været ansigtet på hele Slagelse-affæren. Det er på tide, at sportens verden får øjnene op for værdien af spindoktorer, mener Henrik Qvortrup.

- Sporten har i mange år dyrket illusionen om, at det her var legepladsen for de glade amatører, og man har jo så omsider indset, at amatører kan man ikke bruge til noget, når det handler om at trænge igennem med nogle budskaber. Det er også kun naturligt, når man tænker på hvor meget Slagelse er i medierne, siger den tidligere spindoktor og nuværende redaktør på Se & Hør

Han har fulgt Anja Andersen-sagen og mener, at Slagelse - og frontfiguren Henrik Madsen - har grebet situationen meget fornuftigt an.

- Der stod i hvert fald Henrik Madsen med flammeskrift over det hele, da Anja lige efter den famøse Aalborg-kamp gik ud og undskyldte det hele, lagde sig fladt ned og sad på det berømte pressemøde og så meget berørt ud. Det var - tør jeg godt fastslå - et Henrik Madsen-stunt. Og det var et rigtigt stunt, mener Henrik Qvortrup.

Søndagssporten tegner kl. 21.45 et portræt af pressechefen Henrik Madsen og ser nærmere på spin i sport.

Facebook
Twitter