Håndboldekspert før ligastart: 'Rigtig mange hold kan vinde mesterskabet'

Lars Krogh Jeppesen har Odense som favorit, men forudser en tæt håndboldliga hos kvinderne.

København Håndbold er forsvarende mestre, når damehåndboldligaen begynder i aften. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Jævnbyrdigheden har i flere år været usædvanlig i kvindernes håndboldliga. De sidste fem sæsoner har givet en ny dansk mester. Sidste år spillede København det første mesterskab til hovedstaden i 29 år, før dem hedder mestrene Nykøbing Falster, Team Esbjerg, FC Midtjylland og Viborg.

Ifølge DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, er det udtryk for en meget stor jævnbyrdighed. I aften begynder kvindernes håndboldliga, og igen i år tegner den tæt.

- Der er flere hold, der kan tiltrække profiler. Hvis man er en dygtig spiller, vil man få flere tilbud, og så bliver konkurrencen større, siger Lars Krogh Jeppesen.

Som et udtryk for en styrket jævnbyrdighed er kvindernes håndboldliga i år udvidet fra 12 til 14 hold, og slutspillet vokser fra seks til otte hold.

Danmark som rugekasse

Spørger man Lars Krogh Jeppesen er den danske håndboldliga i de senere år i nogen grad blevet en attraktiv udviklingsliga for især Skandinaviens bedste spillere. Til gengæld kan de danske klubber ikke i samme grad konkurrere internationalt med de store Østeuropæiske klubber.

- Der er sket noget igennem de sidste mange år med store mandskaber i Ungarn og andre østeuropæiske lande, hvor man har samlet de bedste spillere til de bedste lønninger. Men jeg vil stadig sige, at i den danske liga er der gode folk på diverse mandskaber, og Danmark er også blevet en rugekasse, hvor man udvikler sig, og så tager man videre, siger Lars Krogh Jeppesen.

Et friskt eksempel på det er norske Veronica Kristiansen, der i en rekordstor handel er rejst fra Midtjylland til Györ i Ungarn. Omvendt er 28-årige Line Jørgensen kommet hjem til Team Esbjerg efter et ophold i rumænske Bucuresti.

- I forhold til danske, svenske og andre landsholdsspillere er den danske dameliga stadig et kæmpe aktiv. Der er mange i Odense, men også i København, Esbjerg og HerningIkast Håndbold. Så der er gode spillere med landskampe fordelt på flere klubber, og det er med til at højne interessen for det her produkt, mener Lars Krogh Jeppesen.

I år skal det være for Odense

Løber man ned over ligaens 14 klubber, så bør syv-otte af dem ifølge DR’s håndboldekspert stå med en realistisk forhåbning om at kunne tage en medalje. Han er dog ikke i tvivl om, at storsatsende Odense Håndbold er den største favorit.

- De var et nyt hold sidste år, der har fået et år mere på bagen og er blevet klogere på hinanden og det koncept træner Jan Pytlick gerne vil spille. Samtidig har de fået tilført en Tess Wester i målet, der kan vinde håndboldkampe, og er en af de profiler, som folk husker fra de store mesterskaber, siger Lars Krogh Jeppesen.

Odense tabte sidste år finalen til København Håndbold, og de nykårede Super Cup-vindere fra Frederiksberg bør også være blandt de stærkeste medbejlere i år.

- Københavnmandskabet har fået noget stabilitet og fået tilført flere stærke spillere, også Team Esbjerg har handlet spændende ind, og har den danske landsholdskeeper Sandra Toft i kassen. Lige under dem kommer så Viborg, Nykøbing Falster, Silkeborg og HerningIkast, så der er mange om buddet, fastslår Lars Krogh Jeppesen.

Viborg og Nykøbing Falster åbner kvinderne håndboldliga i aften. De øvrige kampe spilles onsdag.

Facebook
Twitter