Håndboldlandsholdet

Landstræner Ulrik Wilbek udtog i slutningen af juni sin endelige trup til OL i Beijing, Kina. Klavs Bruun Jørgensen kom med på yderste mandat.

Ulrik Wilbek valgte at tage rutinerede Klavs Bruun Jørgensen med til OL i Beijing. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Landstræner Ulrik Wilbek udtog i slutningen af juni sin endelige trup til OL i Beijing, Kina.

Der var tvivl om, hvorvidt 34-årige Klavs Bruun Jørgensen (FCK) eller 20-årige Mikkel Hansen (GOG) ville få den sidste plads i den 14 mand store trup.

Wilbek foretog det sikre valg og tog veteranen Klavs Bruun Jørgensen med.

- Det har jeg valgt på baggrund af de træninger og kampe, vi har haft og især på træningerne i den her uge. Klavs Bruun falder rigtig, rigtig godt ind i spillet. Og bedre og bedre. Her har Mikkel manglet en del. Blandt andet at vide, hvornår han skal gøre hvad. Men det er, fordi han ikke har været så meget med, for han er et kæmpetalent, sagde Ulrik Wilbek inden fredagens anden kamp på to dage mod de kommende OL-modstandere fra Egypten.

Den danske OL-trup ser hermed således ud:

Målmænd: Kasper Hvidt og Peter Henriksen

Fløje:

Hans Lindberg og Lars Christiansen

Stregspillere:

Michael V. Knudsen og Jesper Nøddesbo  Bagspillere: Lars Jørgensen, Joachim Boldsen, Kasper Søndergaard, Klavs Bruun Jørgensen, Kasper Nielsen, Jesper Jensen, Bo Spellerberg og Lasse Boesen

Holdet kvalificerede sig ved EM i Norge i januar 2008 ved at vinde turneringen med en finalesejr over Kroatien (24-20).

Udover de 14 spillere vil landstræner Ulrik Wilbek i den kommende tid sætte navn på en 15. spiller, der skal til OL som reserve, og som vil kunne træde ind på OL-holdet, hvis der opstår en skade på holdet under de indledende runder.

Facebook
Twitter