Harpiks hitter på TikTok: Dansk klub boomer med næsten 300 millioner visninger

Skjern Håndbold er flere gange gået viralt på det sociale medie TikTok. Det er ekstraordinært, siger ekspert.

(Foto: © Grafik: Maria Eriksen Volthers, Skjern Håndbold)

Det kræver efterhånden permanent ophold i et analogt ekkokammer, hvis ikke videoer fra det sociale medie TikTok er noget man - frivilligt, ufrivilligt - støder på.

Her, dér, alle vegne. Algoritmer, siger de kloge, mens vi andre bare nikker forstående.

Men at en video med håndboldspillere, der tager harpiks på fingrene, kan få over 100 millioner visninger, udfordrer fatteevnen - også i Skjern Håndbold, som var afsender.

- Det virker helt skørt, og jeg kan ikke forklare det, griner Rasmus Boysen, salgskonsulent i Skjern Håndbold.

Klubben fra den lille vestjyske by med knap 8.000 indbyggere er på et år blevet sværvægteren i dansk sport på den boomende platform, hvor man siden august 2021 har fået 292 millioner videovisninger, knap 13 millioner likes og en følgerskare på godt 300.000 personer.

Altså er det næppe de otte ansatte i administrationen alene - og deres venner og venners venner - der har klikket løs.

Du kan se harpiksvideoen, der gik viralt, herunder:

Succesen er kommet bag på selv de mest optimistiske i Skjern Håndbold.

- Håndbold er ikke verdens største sport, men der er masser af håndboldinteresserede på TikTok, og der er ikke så mange klubber, der har taget skridtet, siger Rasmus Boysen.

- Så det handler også om, at vi er hoppet på toget, inden det har været for sent, men de mange visninger er meget overraskende. TikTok er meget nyt for mange, særligt i Danmark, og at det er gået så hurtigt havde vi slet ikke regnet med, siger Rasmus Boysen.

Tallene er 'ekstraordinære'

Når tilstedeværelsen på TikTok er eksploderet, skyldes det i høj grad, at klubben har forstået et medie, rigtig mange, særligt virksomheder, higer efter at favne og slå mønt på, forklarer Emilie West.

Hun er rådgiver hos Elberth Kommunikation med fokus på visuel kommunikation på Instagram og TikTok.

- Skjern Håndbolds tal er ekstraordinære. Min teori er, at de har fundet en niche, nemlig håndbold, og bygget deres indhold op omkring det. Det er oftest det, der virker godt på TikTok. De har luret, hvilke trends der eksisterer, siger Emilie West, der også selv er faldet over klubbens videoer.

- De har ret hurtigt fundet deres stil. Samtidig har de haft et forspring ved at være blandt de første. Og så gør de virkelig bare et godt stykke arbejde. Der er nogle folk i klubben, der forstår at kommunikere på TikTok, siger hun.

At Skjern på den måde er gået viralt ad flere omgange betyder også, at de er blevet den største håndboldklub i Europa på TikTok.

Blandt danske virksomheder ligger Skjern Håndbold også i top. Der eksisterer ikke en officiel opgørelse, men Eva Fog Noer, ekspert i digital pædagogik, har samlet en liste på omkring 1.000 danske virksomheder samt flere politiske partier og fagforeninger - og her var Skjern Håndbold ved den seneste optælling størst af alle i Danmark målt på antallet af følgere på TikTok.

I sportens verden er de også markant større end nærmeste danske konkurrent, som er fodboldklubben FC Midtjylland med sine 206.400 følgere.

Platformen har da også været med til at skabe nye kommercielle muligheder, siger Skjerns salgskonsulent, Rasmus Boysen.

- Det har skabt opmærksomhed, og vi kan mærke, at der er større, nationale brands, end vi tidligere har talt med, der har interesse i os og kan se, at vi er store på TikTok, siger Rasmus Boysen.