Her er de nye regler som gælder alle håndboldkampe

DHF har indført en række nye håndboldregler, som gælder både elite- og amatørspillere.

Fremover er der fem nye håndboldregler, man skal holde styr på. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Fra 1. juli, skal både elitespillere og amatørspillere i de danske håndboldklubber have skrevet en række nye regler bag øret, inden de fløjter kampene igang.

DHF's bestyrelse har nemlig besluttet at indføre fem regler for elitehåndboldspillerne hvoraf to af dem også gælder for breddehåndboldspillere.

De nye regler kan ses herunder, og her er det kun regel nummer 1 og 3, som indfases på breddeniveau.

- De to regler om passivt spil og usportslig optræden det sidste halve minut giver god mening at indføre hele vejen ned i systemet, udtaler DHF’s næstformand, Carsten Grønmann-Larsen i en pressemeddelelse og begrunder fravalgene af de øvrige tre regler:

- Vi indfører ikke 7 mod 6-reglen, da vi har stort fokus på at udvikle den hele spiller. Derfor kan man på ungdomssiden ikke foretage forsvars-/angrebsudskiftninger, og indfører vi 7 mod 6-reglen vil det ødelægge dette fokus fuldstændigt, siger næstformanden og fortsætter:

”De sidste to regler er ikke logiske at indføre på breddesiden – ’film’ er ikke noget, vi oplever som et problem på børne- og ungdomssiden, og det ville også være en svær opgave for dommerne at administrere. Blå kort giver ingen mening at indføre, da alle røde kort automatisk indberettes fra 2. division og nedefter.

Her er reglerne

1) Passivt spil. Når varselstegnet for passivt spil er givet, har angriberholdet seks afleveringer, inden der skal afsluttes. Hvis der bliver begået frikast efter eksempelvis tre afleveringer, har man derfor kun tre afleveringer tilbage, inden der fløjtes for passivt spil.

2) Tildeling af karantæne under kampen (blåt kort) Når en spiller får et rødt kort, har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen udløser en karantænegivende indberetning eller ej. Nu går dommerne ud til observatøren, og sammen vurderer de på stedet, om forseelsen er grov nok til, at den skal indberettes. Er det tilfældet, tildeles blåt kort til spilleren.

3) Usportslig optræden inden for det sidste halve minut En forseelse, der straffes efter denne regel, giver rødt/blåt kort. Det nye er, at man ikke længere kan vælge mellem at få bolden eller et straffekast. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold. Samtidig har IHF ændret perioden fra at gælde det sidste minut af en kamp til nu kun at gælde de sidste 30 sekunder.

4) Spil syv mod seks Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.

5) Karantæne for 'film' Handler om 'film' og trækning af tid. En spiller, som modtager behandling på banen, vil få karantæne fra holdets næste tre angreb, med mindre den tackling, spilleren er blevet skadet af, har medført en straf til den tacklende spiller.