Ærlig Gudmundur: Slår vi ikke Bahrain, har vi ikke fortjent en OL-plads

Bahrain skal besejres. Længere er den ikke, slår de danske håndboldherrer fast.

Det danske håndboldlandshold missede muligheden for at sikre sig en plads til OL i Rio til sommer, da de spillede 25-25 med Norge lørdag aften.

Søndag har Danmark dog chancen igen, når Bahrain er modstanderen i Boxen i Herning. Bahrain har tabt de to første opgør mod Norge og Kroatien og har dermed intet at spille for.

I landsholdslejren er man da heller ikke i tvivl om, at Bahrain er et hold, der skal besejres.

- Hvis det går galt, så må vi blive hjemme. Jeg har altid respekt for modstanderen, men hvis vi ikke slår Bahrain, så har vi ikke fortjent at komme til OL.

- Jeg vil ikke tænke på muligheden for hjælp fra Norge. Nu handler det om at hvile os blive klar til kampen mod Bahrain. Jeg håber, vi får masser af hjælp og støtte fra tilskuerne, så det kan blive en fest, siger Gudmundur Gudmundsson til DR Sporten.

River sig i skægget

Bahrain er i håndboldverdenen en noget ukendt faktor, og de danske spillere er også store favoritter til kampen.

Og spillerne er helt med på det pres, der er på deres skuldre.

- Jeg ved ikke meget om dem, og vi skal da se nogle videoer, men de bør ikke give panderynker, og det er et hold, vi skal slå, siger Jesper Nøddesbo.

- Jeg vil rive mig sindssygt meget i skægget, hvis vi ikke kommer til OL. Det kommer til at gøre nas. Kan vi ikke slå Bahrain, har vi ikke noget at gøre ved OL i Rio. siger Jesper Nøddesbo.

Og han bakkes op af Kasper Søndergaard, der under OL-kvalifikationen har fået lidt af en genrejsning på det danske landshold.

- Det må ikke gå galt. Vi har ikke brugt et eneste minut på at kigge på Bahrain, men vi må ikke undervurdere dem, slutter Kasper Søndergaard.

Danmark og Bahrain mødes søndag aften kl. 20.30.

Kampen kan følges direkte i LIGA på P3 og dr.dk/sporten.