Danmark vinder EM-test mod norske naboer

Håndboldherrerne pudsede EM-formen af med en sejr på 28-26 over Norge ved Golden League-turneringen.

Mikkel Hansen og de danske håndboldherrer spillede fredag aften testkamp mod Norge forud for EM-slutrunden senere på måneden. (Foto: Stephane Pillaud © Scanpix)

Et nyt år betyder også nye udfordringer - og mål - for de danske håndboldherrer.

Januar står i EM-slutrundens tegn, og fredag aften blev der udført nogle af de afsluttende sving med kastearmen forud for mesterskabet, da Mikkel Hansen og kompagni testede formen mod vores norske naboer.

Det skete ved træningsturneringen Golden League i den franske by Metz, hvor de danske verdensmestre vandt 28-26 over Norge.

Landstrænerstaben gav på forhånd udtryk for, at den mandskabsmæssige pose ville blive rystet godt og grundigt mod nordmændene, og Nikolaj Jacobsen er en mand, der holder, hvad han lover.

Der blev afprøvet mange forskellige konstellationer, men også fundet plads til det kendte, som da Mikkel Hansen med en hopskudsfinte tog fusen på det norske forsvar og sendte Danmark foran 3-2 efter ti minutter.

  • Danmark var uden skadede Rasmus Lauge og Lasse Svan, og mod slutningen af første halvleg måtte Magnus Landin forlade banen med en skade i foden. (Foto: Stephane Pillaud © Scanpix)
  • Jannick Green stod hele kampen i det danske mål og gjorde det ganske enkelt forrygende mod Norge. (Foto: Stéphane Pillaud PILLAUD/SPORTI © Scanpix)
1 / 2

Den føring udbyggede stregspiller Anders Zachariassen, som kiggede op efter at have modtaget bolden i kontrafasen, konstaterede at Norges mål stod tomt og scorede til 9-5.

Selvom den norske verdensstjerne Sander Sagosen holdt hof, og landstræner Jacobsen arbejdede med en høj udskiftningsfrekvens, formåede Danmark at gå til pause foran 15-12.

Den føring kunne blandt andet tilskrives målmand Jannick Green, der havde sprudlet på sit bolsjestribede kontor ved baglinjen.

Nordmændene viste tænder

Mens første halvleg havde været med pilen pegende i den godkendte retning, kom danskerne skidt fra land efter pausen.

Med tyve minutter tilbage kunne Kristian Bjørnsen bringe Norge foran 18-17, hvilket fik landstræner Nikolaj Jacobsen til at tage timeout og uddele en skideballe til sine spillere.

- Vi kommer ind med sådan en slap indstilling og pisser lortet væk deroppe. Vi skal spille de ting, vi har aftalt, lød det blandt andet fra landstræneren.

Nikolaj Jacobsen er ikke kendt for at gå og putte med sit temperament. Landstræneren måtte også lige hæve stemmen i en timeout, da danskerne fik en skidt start på anden halvleg. (Foto: Stephane Pillaud © Scanpix)

Danskerne gav svar på tiltale, skruede op for energiniveauet, men måtte også sande, at nordmændene havde spillet sig varme. Især Thorbjørn Bergerud i Norges mål tog både med hænder og fødder.

En af de danske spillere, der kæmper for at klemme sig ind i Jacobsens EM-kabale, er Jacob Holm - og Berlin-backen spillede også herefter.

Først snurrede han en omgang om sig selv, før han, som sæbe på våde badeværelsesklinker, smuttede gennem hænderne på Norges forsvar og reducerede til 22-22.

I de afsluttende minutter blev det hele en kende rodet, præget af udvisninger, men ikke mere end, at danskerne kunne sikre sig en 28-26 sejr.

Danmark spiller testkamp igen søndag, hvor der står Frankrig på menukortet, før EM-slutrunden skydes i gang 11. januar mod Island.

FacebookTwitter