De danske verdensmestre lider choknederlag i Montenegro

Håndboldlandsholdet havde det svært i en hektisk atmosfære og tabte overraskende til Montenegro.

Niklas Landin og det danske landshold tabte 31-32 til Montenegro. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Sejrsrækken er brudt for det danske håndboldlandshold, der har fået en dårlig start på tilværelsen som regerende verdensmester.

Danmark tabte onsdag aften meget overraskende EM-kvalifikationskampen på udebane mod Montenegro med 31-32 efter en forestilling, som danskerne aldrig fik helt greb om.

I en rigtig Balkan-atmosfære var danskerne alvorligt på udebane og brændte alt for meget mod et hjemmehold, der fik stor opbakning fra tilskuerne.

Montenegro spillede hårdt og forsvarede sig med alle midler, men det forklarer ikke de mange danske afbrændere.

Mikkel Hansen blev dansk topscorer med otte mål. (Foto: Savo Prelevic © Scanpix)

Målmand Nebosja Simic stod fremragende i det montenegrinske mål og gjorde forskellen i en kamp, hvor hans danske kolleger aldrig fik fat i hjemmeholdets skytter.

Allerede fra start var det åbenlyst, at danskerne skulle svede for det, hvis de skulle have noget med hjem.

Hjemmeholdet brugte alle kneb, og de danske fløjspillere Lasse Svan og Magnus Landin risikerede liv og lemmer, når de hoppede over vilde tacklinger på vej ind i feltet.

Det varede en rum tid, før unoderne blev straffet, men efterhånden fik det franske dommerpar bedre styr på begivenhederne.

Det så det danske hold også ud til i slutningen af første halvleg, hvor det var, som om luften gik lidt ud af det opgejlede hjemmehold.

Magnus Landin under kærlig behandling. (Foto: Savo Prelevic © Scanpix)

En velspillende Anders Zachariassen sørgede i de sidste sekunder for dansk pauseføring på 17-16.

Simic fra bundesligaklubben Melsungen fortsatte det gode spil efter sidebyttet, og publikum blev vækket til live, da Montenegro udnyttede det danske chancespild til at bringe sig på 28-25 med 14 minutter tilbage.

Hver gang, Danmark havde kæmpet sig tilbage, kom en ny periode med misbrugte muligheder og ukoncentreret angrebsspil, og det gav hjemmeholdet færten af en overraskelse.

Montenegro førte med tre mål med fem minutter tilbage, men Danmark fik i sidste minut reduceret til 31-32.

Danskerne fik endda mulighed for at redde et point efter en montenegrinsk afbrænder. Men bolden blev ikke sat ordentligt i gang, og så løb tiden ud.

Danmark har fire point efter tre kampe i EM-kvalifikationen, og billetten til EM bør trods nederlaget ikke komme i fare.

De to hold mødes igen på lørdag i en udsolgt Royal Arena i København.

/ritzau/

Facebook
Twitter