De danske verdensmestre taber i Aarhus til Frankrig

Håndboldherrerne tabte torsdag aften til Frankrig i et tæt opgør i Golden League med 31-27.

Rasmus Lauge og håndboldherrerne tabte til Frankrig i Golden League. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

De danske håndboldherrer kunne torsdag aften ikke leve op til storspillet, der i januar gjorde dem til verdensmestre.

Det danske landshold tabte til Frankrig med 27-31 ved Golden League-stævnet på hjemmebane.

For mange danske fejl mod slutningen gav franskmændene revanche for VM-semifinalen, hvor Danmark tog en storsejr.

Det var to absolut verdensklassehold, der begge har vundet både OL-, VM- og EM-guld inden for nyere tid, der stod over for hinanden i Golden League.

Og der var også glimtvis af verdensklassehåndbold i arenaen i Aarhus i en kamp, der også bar præg af, at begge trænere prøvede nye ting og spillere i træningsturneringen.

Golden League-stævnet er sidste chance for landstræner Nikolaj Jacobsen for at se spillerne an, inden han skal udtage den trup, der til januar skal spille EM.

En af dem, der skal bevise sit værd, er Michael Damgaard, der ikke var blandt de udvalgt ved VM-slutrunden.

Damgaard startede inde for Danmark i torsdagens kamp, og med flere mål og flotte assister gjorde han i den grad sit i forsøget på at imponere landstræneren.

Hans Lindberg var tilbage på landsholdet i sin første kamp i rødt og hvidt siden VM i januar. Under slutrunden blev Lindberg skadet i åbningskampen og var først med igen i finalen og tog efterfølgende en pause fra landsholdet.

Men 38-årige Lindberg så ikke ud til at have glemt de gode landsholdstakter i mellemtiden.

Han satte kampens første mål ind på et frækt lob på et straffekast og scorede også første halvlegs sidste mål for Danmark med sin sjette scoring, inden han satte sig på bænken og overlod anden halvleg til Lasse Svan.

Da var stilling 15-14 til Danmark.

Lindberg var dog inde og skyde de danske straffekast, og det var med til at gøre ham til delt dansk topscorer med otte mål.

En af de største profiler på det danske hold, Mikkel Hansen, var ikke med i torsdagens opgør, da han sidder ude med en hovedskade.

Inden kampen blev han dog kåret til årets mandlige landsholdsspiller for 2018/19-sæsonen. Det er syvende gang i karrieren, han får prisen.

Hans Lindberg brændte intet mindre end tre straffekast mod Frankrig. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Han vandt foran Rasmus Lauge, der fik næstflest stemmer, og Lauge beviste i den grad, hvorfor han har gjort sig fortjent til stemmerne.

Playmakere var en af Danmarks bedste kampen igennem og blev efter kampen kåret til den bedste spiller af tilskuerne.

Fra anden halvlegs start blev hele den danske kæde skiftet ud, og der blev plads til blandt andre bagspillerne Lasse Andersson og Niclas Kirkeløkke, der under VM sad ude med skader.

Ingen af de to slog dog for alvor til, og det blev det stjernespækkede franske mandskab, der blandt andre har de to brødre Luka og Nikola Karabatic på holdet, der kom bedst ud fra omklædningsrummet og hurtigt bragte sig i front.

Danmark hang på - blandt andet på en scoring af Lasse Svan, der med sit landskampsmål nummer 500 gjorde det til 20-20.

Svan fortsatte de gode takter og bragte på en kontrascoring Danmark tilbage i front ved 25-24.

Men nogle dumme danske fejl mod slutningen blev udnyttet af franskmændene, der til slut kunne juble over sejren.

Danmark skal lørdag møde Norge, der tidligere torsdag tabte med 27-28 til Spanien. Mens Frankrig møder Spanien i finalen om at vinde træningsturneringen. Kampene lørdag bliver spillet i Aalborg.

/ritzau/

FacebookTwitter