EM-boblerne får kun få minutter til at vise sig frem: ’De skal bruge tiden fornuftigt’

Landstræner for herrelandsholdet i håndbold, Nikolaj Jacobsen, får ikke det ud af Golden League, han havde håbet på.

Michael Damgaard er en af de spillere, der er på vippen til at komme med til EM i håndbold. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Som sæbebobler, der blæser i vinden, handler det for en stribe af håndboldlandsholdets marginalspillere om at udnytte den korte tid, de bliver sendt i ilden i de Golden League-kampe, som spilles hen over weekenden.

De skal vise, de kan stå for presset og undgå at briste, inden landstræner Nikolaj Jacobsen sender en ny kandidat til den danske EM-trup på banen.

Spillere som Michael Damgaard, Alexander Lynggaard og Jacob Holm er bare nogle af de spillere, der lige nu er på vippen til at komme med til EM i Sverige til januar, og de skal ikke regne med mange minutter på banen til at overbevise landstræneren om, at de er værd at udtage.

Nikolaj Jacobsen har nemlig ikke i sinde at sende en helt uprøvet bagkæde på banen ad gangen i den danske offensiv, men vil i stedet bruge de resterende to kampe i Golden League til at prøve boblerne af sammen med faste kræfter som Mads Mensah, Morten Olsen og Rasmus Lauge.

- Det nytter ikke noget, at de får mange minutter, hvis ikke Mensah, Olsen eller Lauge er på banen. Det er dem, der er vant til at sætte spillet op, så det kan ikke blive mange minutter til alle dem, der er i spil til at komme med til EM.

- De minutter, man får, skal man bruge fornuftigt, siger den danske landstræner.

Sindssygt træt af Møllgaard-skade

Danmark tabte torsdag med 27-31 til Frankrig i en kamp, hvor venstre back Henrik Møllgaard blev skadet.

Forsvarsspecialisten slog sin fod, og en skanning skal nu vise, om han kan nå at blive klar til kampen om tredjepladsen ved Golden League, hvor Danmark skal møde Norge.

Bliver det til et afbud, vil det være endnu et hårdt slag for det danske forsvar, der er plaget af flere skader.

Specielt på stregpositionen er forsvaret decimeret. Henrik Toft Hansen er ude med en hjernerystelse, René Toft Hansen er ude med en lyskeskade, og Flensburg-Handewitt-spilleren Simon Hald rev i weekenden sit korsbånd over i nederlaget til Aalborg i Champions League, og han forventes ude i helt op til ti måneder.

Simon Halds kommer ikke med til EM, efter at han rev sit korsbånd over i en Champions League-kamp mod Aalborg. (Foto: René Schütze © Scanpix)

I deres fravær var Magnus Saugstrup og Alexander Lynggaard udset til vise sig frem ved siden af Møllgaard i forsvaret. Men et afbud fra Møllgaard vil tvinge Nikolaj Jakobsen til at prøve nogle forsvarskonstellationer af, som ikke har den helt store landsholdserfaring.

- Jeg er sindssygt træt af, at Henrik er blevet skadet. Han har en central rolle i vores forsvar, så når han er ude, udfordrer det os rigtig meget.

- Det havde været rigtig fint at se de tre stregspillere sammen med Henrik, så hvis han er ude, får vi ikke helt det samme ud af det defensive i den her uge. Og dem, der kæmper om en plads ved siden af Møllgaard, får heller ikke en fair chance for at vise deres værd, siger Nikolaj Jakobsen.

Danmark møder lørdag Norge i Aalborg kl. 16.10. Kampen kan ses på TV 2 eller høres i LIGA på P3.

FacebookTwitter