Fuld tilfredshed over hele linjen efter EM-billetten kom i hus

Hverken spillere eller træner kunne sætte en finger på landsholdets præstation, da Danmark besejrede Holland og kvalificerede sig til EM.

Michael Damgaard hamrer bolden i mål en landskamp tidligere på året (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Der var lutter glade ansigter på håndboldlandsholdet, som onsdag aften besejrede Holland 36-24 og dermed kvalificerede sig til EM i Kroatien i januar 2018.

Normalt ville spillere og landstrænere altid kunne finde en lille ting at slå ned på, men det var ikke tilfældet efter storsejren.

- Holland mangler en del spillere, lidt ligesom os selv, men jeg synes vi dækker rigtig godt op i de første 30 minutter, har godt styr på det, får løbet de kontraer vi skal og spillet et fint og varieret angrebsspil, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Så kommer anden halvleg, hvor de går op i et 5-1-forsvar. Det har vi ikke brugt så meget tid, så der skulle vi lige finde de rigtige løsninger, før vi fik lukket det op. Men jeg er meget tilfreds med, at vi holder koncentrationen over 60 minutter og vinder med 12 mål, slutter Jacobsen.

Han bakkes op af bagspilleren Michael Damgaard.

- Jeg er rigtig fint tilfreds. Vi fører med otte ved halvleg på trods af et par fejl hist og her og får cementeret sejren til sidst. Så en god arbejdssejr og en god indstilling.

Danmark møder på søndag Letland i den sidste kamp i EM-kvalifikationen, men efter aftenens sejr er den nu uden betydning.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter