De danske håndboldherrer gjorde torsdag aften kort proces med gæsterne fra Bahrain, der fik en øretæve i forventet størrelsesorden.
Scoretavlen lød på 33-17 og Royal Arenas knap 5000 fremmødte fik altså valuta for pengene i hallen.
Landsholdet møder Bahrain endnu en gang i morgen, hvor de ligeledes skal spille i Royal Arena.
Nikolaj Jacobsen havde på forhånd bedyret, at aftenens modstander måske ikke havde til opgave at skulle simulere en potentiel VM-finalemodstander.
Men til gengæld havde det visse andre fordele at møde et hold som Bahrain få dage, inden verdensmesterskaberne i håndbold kastes i gang.
De minder nemlig om Danmarks kommende puljemodstandere Algeriet og Tunesien. Og så skulle en udfordring af den beskedne størrelse også gerne efterlade rum til, at der kunne prøves taktikker af uden det store besvær.
Én af de taktikker gik tilsyneladende ud på at komme bagud med et enkelt mål, inden de rød-hvide skulle forsøge at retfærdiggøre størrelsen på medaljeskabet.
Og selvom Mathias Gidsel viste sin fart, og Thomas Arnoldsen sin evne til at afslutte fra anden sals højde, besluttede Nikolaj Jacobsen alligevel at kalde en time-out allerede efter 10 minutter for at gøre status.
- Altså rent offensivt er det noget værre pis. Hvad har vi så travlt for? Lød det fra landstræneren, inden Bahrain først fik udlignet til 2-2 og derefter bragte sig foran med 3-2.
Men så gik den heller ikke længere for de guldklædte besøgende. Den danske offensiv fik smurt tandhjulene, og maskineriet begyndte at glide. Få minutter senere var Jacobsens drenge foran med fem.
Hverken Emil Jakobsen eller Niclas Kirkeløkke ville byde publikum på brændte chancer, og særligt sidstnævnte viste, at han ikke kun er udtaget for sine defensive egenskaber.
Og så var der Gidsel. Ja, han scorede jo bare, hver gang han havde lyst.
For at gøre det lidt mere fair valgte Nikolaj Jacobsen at skifte to ud af tre i bagkæden med fem minutter tilbage af første halvleg, så Jacob Holm, Lasse Andersson og Mathias Gidsel fik lov at køre den første halve time i hus.
Pausestilling: 15-7.
30 minutter mere og så i bad
Anden halvleg begyndte anderledes overbevisende fra dansk side, og publikum fik ikke mange pauser mellem, der skulle skriges endnu en målscorers navn.
En 11-målsføring blev etableret efter det 35. minut, og så sendte Bahrains nummer 77, Ali Merza, en hammer i skallen på Kevin Møller i det danske mål. To minutter i skammekrogen.
Målene haglede fortsat ind i Bahrains bur, og kampen lignende mere og mere et forvarsel på, hvordan Danmarks kampe kommer til at forløbe i den indledende runde ved VM.
Sandheden denne torsdag aften var i hvert fald, at uanset hvem der blev sendt på banen i rødt og hvidt, blev dem i guld kørt ned under gulvbrædderne.
Da der stod 25-11 efter 43 minutter, havde danskerne haft så mange forskellige målscorere, at publikum ganske enkelt bare råbte "Danmark! Danmark!". Så var man ligesom dækket ind.
Største kuriøsitet i kampen opstod efter 52 minutter, hvor Bahrain havde hele tre mand udvist på én gang. Danmark formåede dog ikke at score, selvom de spillede seks mod tre.
Det hele sluttede som forventet med en gedigen øretæve til Bahrain, Nikolaj Jacobsen fik finpudset taktikken, og hvis ikke - så gentager det hele sig i morgen, hvor der venter endnu et opgør mellem Danmark og Bahrain.
Den kamp begynder klokken 17:30.
VM i håndbold begynder den 14. januar og slutter den 2. februar. Du kan følge slutrunden på DRs kanaler, i Liga på P4 og her på dr.dk.