Målmandstræner imponeret over Landin

Landsholdets målmandstræner Claes Hellgren troede ikke, at Niklas Landin allerede ville være så god, som han har vist under VM.

Niklas Landin (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Landsholdets målmandstræner troede ikke, at Niklas Landin allerede ville være så god, som han har vist under VM.

- De tre sidste kampe har været uhørt gode. Jeg troede ikke, at han allerede ville være så god, siger Claes Hellgren til DR Sporten.

Den 22-årige keepers niveau er usædvanligt i forhold til hans unge alder.

- Det er kun en målmand gennem tiderne, som har været så god i den alder som Niklas er, og det var Thomas Svensson. Ellers plejer målmænd at være meget bedre, når de er 25, end når de er så unge, som Niklas er, forklarer Claes Hellgren, der har arrangeret målmandskurser med netop den svenske målmandslegende Thomas Svensson.

Claes Hellgren har i det hele taget set en stor udvikling hos Niklas Landin i de tre og et halvt år, som han har arbejdet med Landin.

- Han har udviklet sin teknik, fysik, og han har fået rutine, siger Niklas Landin.

Men der er stadig ting, der kan forbedres.

- Det er svært at sige, at nogen kan blive bedre, når man står sådan, som han gør nu. Men der kan findes lidt på fysikken og lidt med nogle små tekniske ting. Han er på vej til at blive den bedste, siger Hellgren.

Facebook
Twitter