Mikkel Hansens corona-frygt bliver til virkelighed: Tusindvis af tilskuere tillades til Danmarks VM-kampe

Mikkel Hansen er VM-klar, selvom Danmarks kampe ved håndbold-VM bliver med over 3.000 tilskuere i hallen.

Mikkel Hansen er VM-klar, selvom hans tidligere bekymringer om tusindvis af tilskuere til VM mandag blev bekræftet af de egyptiske VM-værter. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Mikkel Hansen har frygtet det. Det samme har hans landstræner Nikolaj Jacobsen. Og mandag aften bekræftede de egyptiske VM-arrangører så, at den danske frygt bliver til virkelighed.

VM i Egypten, som skydes i gang i næste uge med Danmark som forsvarende verdensmester, skal spilles med tusindvis af tilskuere på tribunerne.

Tomme tribuner til store sportsbegivenheder er ellers et syn, man verden over har måtte vænne sig til af hensyn til corona-sikkerheden. Men sådan bliver det ikke ved VM i Egypten. Her annoncerede arrangørerne mandag, at der på trods af coronapandemien vil blive tilladt tusindvis af tilskuere i håndboldhallerne.

I modsætning til kvindernes håndbold-EM, som i december blev afviklet tilskuerløst i Danmark, bliver 20 procent af hallernes tilskuerkapacitet taget i brug i Egypten.

Den største VM-hal har plads til 17.000 fans, hvorfor der vil være flere end 3000 fans inde til kampe i den hal under slutrunden.

Det er blandt andet her, at Danmark skal spille alle sine kampe under turneringen, medmindre Danmark på forunderlig vis bliver et af slutrundens otte dårligste hold og skal spille Presidents Cup.

Udsigten til tilskuere har langt fra vækket begejstring hos alle VM-deltagere, der under slutrunden skal leve i lukkede corona-bobler.

Tidligere har den danske stjernespiller Mikkel Hansen sagt, at ’det ikke giver mening’, at holdene skal isoleres i en strengt kontrolleret corona-boble, men samtidig udsættes for en større smitterisiko, hvis der kommer tilskuere i hallerne.

Det samme sagde Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen mandag eftermiddag til Ekstra Bladet, før der var taget en beslutning om at lukke tilskuere ind.

- Både Mikkel og de fleste andre er jo helt enige om, at VM burde holdes uden tilskuere. Det ligger bare ikke i vores hænder.

Både landstræner Nikolaj Jacobsen og stjernespilleren Mikkel Hansen har tidligere udtrykt bekymring over tilskuere til VM i Egypten. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En boble uden huller

De egyptiske VM-arrangører begrunder beslutningen om at tillade tusindvis af tilskuere til kampene med, at det godt kan gøres corona-forsvarligt. De mener ikke, at det kommer til at prikke hul på landsholdslejrenes corona-bobler.

- Arrangøren følger de seneste globale anbefalinger i forhold til at kunne håndtere pandemien. Siddepladser vil blive organiseret sådan, at der kan holdes social distance mellem tilskuere, og der skal bruges mundbind under turneringen, lyder det.

- Dette er en direkte konsekvens af de forholdsregler, som vi tager for at håndtere covid-19.

Dansk Håndbold Forbund, DHF, har flere gange forsikret om, at de egyptiske VM-værter tager de nødvendige corona-forholdsregler, og at der er styr på sikkerheden omkring tilskuere til kampene.

- Den tilskueropsætning, vi tager ned til, er sikker. Og den er så sikker, så man stadigvæk kan være i en boble, siger DHF-sportschef Morten Henriksen.

- Så der er ikke nogen risiko for spillerne på den front. Vi kunne aldrig finde på at sende et landshold afsted til et land, hvis vi ikke var fuldstændig rolige i forhold til sikkerheden.

Kvindernes håndbold-EM blev i december spillet i Danmark uden tilskuere. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

VM-klar på trods af tilskuer-modstand

Efter det mandag aften blev offentliggjort, at 20 procent af hallernes tilskuerkapacitet tages i brug i Egypten, har landstræner Nikolaj Jacobsen skruet ned for sin tidligere skepsis.

- Der må være nogle folk, som har gjort sig nogle overvejelser og mener, at det er forsvarligt. Ellers ville man nok ikke gøre det, siger Nikolaj Jacobsen til TV2.

Nikolaj Jacobsen fortæller desuden, at Mikkel Hansens tidligere utilfredshed med tilskuerplanerne i Egypten heller ikke er en bekymring længere.

Efter usikkerhed om Mikkel Hansen overvejede at melde afbud til VM, hvis det blev med tilskuere på tribunerne, forsikrer landstræneren nu, at Mikkel Hansen har meldt sig fuldstændig VM-klar – også selvom det bliver med tusindvis af tilskuere.

FacebookTwitter