VIDEO: Herskind kalder Gudmundsson for nørd

Søren Herskind mener, at håndboldnørden Gudmunsson vil være et godt valg som ny dansk landstræner.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) præsenterer på mandag Ulrik Wilbeks afløser som landstræner for herrerne.

Ifølge jp.dk bliver afløseren islændingen Gudmundur Gudmunsson.

DR Sportens Håndboldekspert Søren Herskind hilser Gudmunsson velkommen og kalder den nuværende Rhein-Neckar Löwen-træner for 'et godt valg'.

- Gudmundur (Gudmunsson, red.) er en rigtig dygtig træner og er også en meget rutineret træner, der også har haft stor succes som landstræner tidligere. Jeg synes, at det virker som et rigtig godt valg, siger Søren Herskind til DR Sporten.

Islændingen er en lidt anden type træner end Ulrik Wilbek, der bl.a. havde mandskabsbehandling og pressehåndtering som sine store kompetencer.

-  Gudmundur er måske den største håndboldnørd, man overhovedet kan finde i det internationale trænermiljø.

- Han er en af de mest velforberedte og mest engagerede trænere på det håndboldfaglige område, så jeg er helt sikker på, at han kan komme til at bidrage med noget nyt, fortsætter Herskind.

Se interviewet med Søren Herskind i playeren herover.

Facebook
Twitter