Aalborgs håndboldherrer får endelig ram på Skanderborg

Efter to nederlag i sidste sæson til Skanderborg, fik Aalborgs håndboldherrer besejret Skanderborg torsdag. Hos kvinderne slog København Håndbold Randers stort.

Aalborg slog torsdag aften Skanderborg i herrernes håndboldliga. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

I sidste sæson havde Aalborg Håndbold det svært i den bedste række i opgørene mod Skanderborg Håndbold.

Her blev det til to nederlag, men torsdag aften fik håndboldherrerne fra Aalborg noget at glæde sig over.

Gæsterne fra Aalborg vandt således opgøret på udebane mod Skanderborg Håndbold i Herre Håndbold Ligaen med 30-26 efter en smal pauseføring på 13.12.

Resultatet betyder, at Aalborg nåede op på fire point efter de to første kampe i sæsonen, mens Skanderborg ligger i den tunge ende med nul point.

Sebastian Barthold blev gæsternes topscorer med syv mål, mens Marcus Mørk scorede otte gange for hjemmeholdet.

Mestrene kværnede Randers

Kvinderne fra København Håndbold gav den fuld gas, da det danske mesterhold torsdag havde besøg af Randers HK.

Opgøret i HTH Ligaen blev vundet helt suverænt af københavnerne, der sejrede med 35-18 efter en pausestilling på 19-12.

Mai Kragballe førte an med ni scoringer i opgøret, og Debbie Bont blev noteret for fem mål.

Sejren betyder, at guldvinderne har hentet fire point i sæsonens første tre ligakampe, efter at København senest tabte på udebane til Jan Pytlicks tropper fra Odense Håndbold.

København indledte sæsonen med sejr på 30-23 over Esbjerg.

Nykøbing Falster Håndboldklub var også i kamp torsdag. Her spillede klubben sig på førstepladsen i ligaen med en sejr på 27-24 på udebane over Skanderborg Håndbold.

Nykøbing Falster topper ligaen med seks point for tre kampe ligesom Silkeborg-Voel og Odense, men Nykøbing Falster har en bedre målscore.

Svenske Johanna Westberg blev topscorer for Nykøbing Falster med syv mål.

/ritzau/

Facebook
Twitter