Først reddede han klubben: Nu er Lars Rasmussen færdig i KIF Kolding

Den tidligere håndboldspiller forlader KIF Kolding, efter han som midlertidig træner sikrede klubben en ny sæson i den bedste række.

Lars Rasmussen sikrede som midlertidig træner KIF Kolding en ny sæson i den bedste håndboldliga. (Foto: John Randeris)

Lars Rasmussen stopper som træner i KIF Kolding.

Efter KIF Koldings ansættelse af Ulf Sivertsson som cheftræner i maj har klubben nu afsluttet samarbejdet med Lars Rasmussen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Lars Rasmussen tiltrådte som assistenttræner inden den netop afsluttede sæson og overtog senere cheftrænerrollen efter Lars Frederiksen i februar.

KIF Kolding-direktør Christian Phillip har været tilfreds med Lars Rasmussens indsats og forklarer følgende om det afbrudte samarbejde.

- Lars Rasmussen har under svære betingelser formået at løse opgaven i at sikre KIF Kolding en plads i ligaen til den kommende sæson.

- Det skal han have en stor tak for. Hans gode humør og dedikerede indsats fortjener ligeledes ros, og vi ønsker Lars al det bedste fremover, siger Christian Phillip.

Lars Rasmussen kommer dermed ikke til at fuldføre sin kontrakt, der løb frem til og med næste sæson.

- Det var en vanskelig udfordring, jeg fik, da Frederiksen stoppede. Men vi fik løst opgaven. Jeg har hele tiden vidst, at jeg havde en aftale som assistent for næste sæson, siger han.

Med ansættelsen af Ulf Sivertsson valgte KIF Kolding at gå en anden vej end at forfremme Lars Rasmussen til permanent cheftræner, og han har valgt ikke at fortsætte som assistent.

- Når nu KIF vælger den løsning, de gør, så giver det mest mening for mig at søge videre.

- Det har været lærerigt, og jeg tager rigtig meget med i rygsækken, som gør mig endnu bedre rustet til det næste trænerjob, siger Lars Rasmussen.

/ritzau/

Facebook
Twitter