GOG-profil skifter til tyske Rhein-Neckar Löwen

Håndboldspilleren Niclas Kirkeløkke skifter til sommer GOG ud med Rhein-Neckar Löwen på en toårig kontrakt.

Niclas Kirkeløkke forlader GOG i sommeren 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Den danske håndboldspiller Niclas Kirkeløkke skifter GOG ud med tyske Rhein-Neckar Löwen fra sommeren 2019 på en toårig kontrakt.

Det skriver den tyske storklub på sin hjemmeside.

Den venstrehåndede Kirkeløkke skal erstatte Vladan Lipovina på højre back-positionen, da montenegrinerens kontrakt ikke er forlænget.

- Jeg ser frem til at skifte til den tyske håndboldliga. Hver en spiller ønsker at spille i den stærkeste liga i verden. Rhein-Neckar Löwen er en europæisk topklub med ambitiøse mål.

- Jeg ser frem til denne store udfordring med et fantastisk hold, siger Kirkeløkke til hjemmesiden.

Rhein-Neckar Löwen satser med Kirkeløkke på at få en stærk duo på højre back, hvor også islandske Alexander Petersson spiller.

- Med Niclas får vi en ung og sulten spiller, der ønsker at tage det næste skridt i sin udvikling med sit skifte til Bundesligaen.

- Vi har fulgt ham nøje i et stykke tid, og vi er glade for, at han har valgt Rhein-Neckar Löwen, siger sportsdirektør i klubben Oliver Roggisch til hjemmesiden.

Den 24-årige landsholdsspiller bliver holdkammerat med danske Mads Mensah.

Kirkeløkke tiltræder i klubben, på samme tid som træner Nikolaj Jacobsen stopper.

Jacobsen har valgt at fokusere alt sin tid som træner for det danske landshold og stopper derfor i Rhein-Neckar Löwen fra sommeren 2019.

Det bliver træner for det svenske herrelandshold Kristjan Andresson, der fra næste sommer overtager trænerposten i klubben.

/ritzau/

Facebook
Twitter