GOG taber tredje ligakamp i træk

Håndboldklubben GOG førte ved pausen mod Bjerringbro-Silkeborg, men tabte alligevel.

Jesper Nøddesbo (th.) fejrede mandag aften en kontraktforlængelse med Bjerringbro-Silkeborg med en sejr over GOG. (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

For knap fem måneder siden bejlede håndboldherrerne fra GOG til DM-guld, men måtte tage til takke med sølv efter finalenederlag til Aalborg.

Ni kampe inde i denne sæson er udsigterne noget mere dystre. Mandag aften tabte holdet for tredje kamp i træk, da Bjerringbro-Silkeborg (BSH) på hjemmebane vandt 32-29.

GOG førte ellers 15-14 ved pausen, men i anden halvleg trak BSH fra og satte relativt sikkert to point ind på kontoen i Primo Tours Ligaen.

Nederlaget betyder, at GOG efter ni runder er på niendepladsen med otte point. For at komme i slutspillet om medaljer skal klubben ende blandt de bedste otte hold i ligaen.

Omvendt var sejren vigtig for Bjerringbro-Silkeborg, der ligesom GOG gik ind til kampen med to nederlag på stribe. BSH har 11 point på fjerdepladsen.

På trods af nederlaget havde GOG-træner Nicolej Krickau masser af roser til spillerne i omklædningsrummet efter kampen.

- Vi vil rigtig gerne vinde, men det kommer vi tættere på, hvis vi leverer indsatser som den her.

- Selvfølgelig skal vi kravle op i rækken, men det tror jeg også, vi kommer til, siger Krickau til TV2 Sport.

Tæt start i Silkeborg

Før kampen lå de to hold tæt i tabellen, og begyndelsen på mandagens opgør var også særdeles tæt. Holdene skiftedes til at tage føringen, og først da Oscar Bergendahl bragte GOG på 12-10, blev der skabt en føring på to mål.

GOG-spillerne var mest effektive og gik til pausen med en føring på et mål, men glæden blev hurtigt vendt til skuffelse i anden halvleg.

Ved stillingen 18-18 scorede de jyske værter fem mål på stribe og bragte sig på 23-18.

Emil Jakobsen reducerede på et straffekast til 20-23 og holdt liv i håbet for gæsterne.

- Hold nu fast, gutter. Bliv nu ved med at arbejde som heste, sagde BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen i en timeout med et lille kvarter tilbage.

Og det var netop, hvad hjemmeholdets spillere gjorde. Før kampen offentliggjorde Bjerringbro-Silkeborg en etårig kontraktforlængelse med Jesper Nøddesbo. Det fejrede han ved at sende en af sine karakteristiske skruebolde i mål til 27-22.

GOG nærmede sig, da Jakobsen igen reducerede til 26-28, men tættere kom gæsterne ikke.

/ritzau/

Facebook
Twitter