Kaotisk håndboldopgør skal spilles om: GOG får ny kamp mod Kolding

GOG får medhold i protest, efter disciplinærinstansen har vurderet, at en forkert kendelse med stor sandsynlighed fik afgørende betydning.

Det kostede GOG-træner Nicolej Krickau en udvisning og en annulleret scoring, da han valgte ikke at lægge sit time out-kort. Det fik den fynske klub til at kræve en omkamp. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ligakampen mellem KIF Kolding og GOG, der 20. oktober sluttede 23-23, skal spilles om.

Det meddeler Disciplinærinstansen under Dansk Håndbold Forbund efter at have behandlet en protest fra GOG, lyder det i en pressemeddelelse.

Fynboerne var vrede over en episode i slutningen af kampen. Her var GOG-træner Nicolej Krickau på vej til at tage en timeout, da han kunne se sin spiller Niclas Kirkeløkke score.

Derfor undlod træneren at lægge time out-kortet, men gik tilbage til sin plads. Det takserede dommerne til en udvisning af Krickau samt annullering af målet. Kolding scorede efterfølgende deres sidste mål i kampen til 23-21 i overtalsperioden.

GOG har altså nu fået medhold i protesten, blandt andet fordi det kan konkluderes, at regelbruddet med rimelig sandsynlighed fik afgørende betydning for kampens resultat.

- Det er vores vurdering i den konkrette sag, at det mål, som bliver annulleret, og den forkerte udvisning samt KIF's scoring i overtal, gør at det med rimelig sandsynlighed har haft en afgørende indflydelse på kampens resultat, siger formand for Disciplinærinstansen, Jens Bertel Rasmussen til DR.

Fynsk tilfredshed

I GOG er træner Nicolej Krickau tilfreds med udfaldet af protesten.

- Jeg havde faktisk regnet med, at vi ville få medhold i anken. Da vi havde tjekket reglerne efter, følte vi os helt overbeviste om, at der i hvert fald var begået en procedurer fejl fra observatørens side. Om det så var nok til at få en omkamp, har vi været usikre på, men vi har ikke været i tvivl om, at vi havde ret i vores anke, siger han til DR.

KIF har mulighed for at appellere dommen inden for syv dage. Derfor er det heller ikke definitivt endnu, at omkampen bliver spillet.

- Så det skal vi vente på i første om gang. Derefter er det DHF, som kommer med et oplæg til en ny kamp, hvis kendelsen bliver stadfæstet, siger Krickau.

Den oprindelige kamp endte uafgjort 23-23. Hvis omkampen skal spilles, betyder det, at GOG's protest kan ende ud i, at fynboerne mister et point, hvis de taber til KIF Kolding.

- Det er en kalkuleret risiko. Vi er helt med på, at vores kampe mod Kolding altid er rigtig besværlige, så risikoen for at tabe er helt sikkert til stede. Men vi synes, at vi har mere at vinde ved et ekstra point, end vi har at tabe ved ét mindre point, lyder det fra Nicolej Krickau.

KIF-direktør Teddy Hedegaard oplyser, at man først efter onsdagens hjemmekamp mod Bjerringbro-Silkeborg tager stilling til dommen.

- Vi vil diskutere dommen med staben omkring holdet, der skal have ro til den vigtige kamp, så derfor har vi først en holdning til dommen i morgen (torsdag, red.), siger Teddy Hedegaard til Ritzau.

GOG ligger pt. nummer tre i Herreligaen, mens Kolding er placeret på en syvendeplads.