Kasper Søndergaard siger farvel til harpiks og håndbold til sommer

Den mangeårige landsholdsback stopper sin aktive karriere om et år efter ni år i Skjern.

Når denne sæson er slut, skal Kasper Søndergaard ikke længere svinge venstre armen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Håndboldspilleren Kasper Søndergaard stopper karrieren efter denne sæson, meddeler hans klub, Skjern Håndbold, i en pressemeddelelse.

Den tidligere mangeårige landsholdsspiller er blevet 38 år og mener altså, at denne sæson skal være den sidste på topplan.

- Jeg er meget afklaret i mit valg, selv om det har været en svær beslutning. Jeg har været - og er stadigvæk - utrolig privilegeret over at kunne leve af det, jeg elsker allermest, og som på mange måder har været min hobby, siger Søndergaard.

- Men når jeg mærker efter, så er tiden inde til at prøve noget nyt til sommer.

Succesfuld tid i Skjern

Siden ankomsten til Skjern Håndbold i 2011 har han vundet 11 medaljer med klubben.

Meddelelsen om det kommende karrierestop kommer, få dage før Skjern tager hul på sæsonen i ligaen. Men Søndergaard har haft brug for, at der var afklaring.

- Jeg har brug for at få det ud af verden, så jeg kan fokusere på den kommende sæson.

- I min verden tror jeg, at man skal tage store beslutninger, når det går godt. Jeg er skadefri og topmotiveret. Situationen havde været anderledes, hvis jeg sad ude i seks-otte måneder med en korsbåndsskade, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter