KIF Kolding tæver Tønder med ti mål og sikrer endnu en overlevelseskamp

KIF Kolding skulle vinde for at sikre en ny kamp om ligaoverlevelse, og det gjorde KIF i Tønder med ti mål.

Alexander Morsten fra Kolding kunne juble med resten af holdet, da Tønder blevet i egen hule. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Nerverne må have hængt uden på på trøjerne.

KIF Kolding-spillerne formåede dog at vende presset til noget positivt, da klubben bankede TM Tønder 29-19 i en ren overlevelseskamp tirsdag.

Her havde KIF kniven for struben i returmødet med Tønder i kampen om en billet til herrernes bedst håndboldrække.

KIF tabte den første kamp mod Tønder hjemme med 23-25, men formåede at slå igen og vinde returkampen sikkert.

Dermed skal de to hold ud i endnu et drabeligt møde, som spilles i Kolding den kommende fredag.

For KIF handler den tredje kamp om at sikre eksistensen i Herre Håndbold Ligaen endegyldigt efter 35 år som en uafbrudt del af det fornemme selskab.

Kolding rykkede op i den bedste række i 1984 og har været der siden med 14 danske mesterskaber som resultat.

Super start for håndboldgiganten

KIF virkede stærkt motiverede og stormede afsted fra første fløjt, og Martin Larsen øgede til 3-0 for gæsterne, som efter et kvarter var foran 6-2, og Andreas Flodman øgede til 9-3 for KIF.

Måske var spillerne yderligere motiverede af, at træner Lars Rasmussen ifølge TV2 Sport inden kampen viste en video, der skulle sætte skub i holdets spillere. Her berettede familiemedlemmer og kærester om, hvad en forbliven i den bedste række betyder.

KIF-træner Lars Rasmussen var en lykkelig mand, da sejren kom i hus. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Det var dog på banen, det hele skulle afgøres, og her fortsatte KIF med at spille for eksistensen i den bedste række ved at holde et seriøst forspring frem mod pausen.

KIF Kolding gik således til pause foran 16-8, og det lignede en kamp, hvor det hele skulle ramle fuldstændigt, hvis ikke gæsterne skulle løbe med sejren.

Martin Larsen hamrede bolden i mål til 19-10 for KIF fem minutter inde i anden halvleg, og med ti minutter igen var gæsterne i front med 24-17, og det virkede ikke til, at det skulle gå galt.

Godt nok reducerede Tønders Nikolai Emil Keller og Benjamin Holm med deres mål til 19-24, og da uafgjort var nok for Tønder, så var nerver hos gæsterne til at forstå.

Fem KIF-scoringer i slutfasen punkterede dog al spænding i kampen med 28-19 og få minutter igen, og dermed kunne begge hold fokusere på næste blodige slag om få dage i Kolding.

/ritzau/

Facebook
Twitter