Kristian Asmussen hjem til Helsinge

Team Helsinge har forstærket sig med den 34-årige målmand Kristian Asmussen, der netop er kommet med i landstræner Ulrik Wilbeks EM-trup.

Kristian Asmussen er glad for at kunne vende tilbage til barndomsklubben Team Helsinge. (Foto: Niels Westh © DR Sporten)

Team Helsinge vil være en del af eliten i dansk håndbold fra næste sæson. Derfor er et stort samarbejde med Hillerød HK og Helsingør i støbeskeen, og derfor henter klubben den 34-årige landsholdsmålmand Kristian Asmussen hjem fra Spanien til sommer.

Kristian Asmussen vender hjem til barndomsbyen Helsinge efter fem år i udlandet, hvor han først spillede to sæsoner i Minden i den tyske Bundesliga, og siden sommeren 2003 har han lukket målet for spanske Altea. Og keeperen er lige blevet udtaget til EM i håndbold som reserve for Kasper Hvidt.

- Vi har været meget glade for at være i Spanien, men vi har børn, der skal starte i skole og børnehave. Og når man lægger plus og minus sammen, var der flest plusser for at tage hjem, siger Kristian Asmussen til DR Sporten.

Hjem for at blive set

Selvom Kristian Asmussen nu er udtaget til landsholdet, der tager til EM i slutningen af januar, så hører landsholdet også med på plus-siden for at rejse hjem.

- Jeg har snakket med Ulrik Wilbek (landstræner, red.) om, at man er mere synlig i den danske liga, så det er også en af grundende til, at jeg tager hjem, siger Kristian Asmussen.

Den 1,97 meter høje målmand har ikke været blandt landstrænerens udvalgte til en slutrunde siden EM 2002, og i den periode hed landstræneren Torben Winther. Men Helsinge-træneren taler alligevel varmt om sin kommende keeper.

- Kristian er en klassemålmand og har alle de kvaliteter der skal til. Han en gevinst for ethvert hold, så det var helt naturligt at prøve at få ham tilbage i folden, når nu vi satser lidt større i Nordsjælland, siger Team Helsinges træner, Torben Winther, til DR Sporten. 

Kristian Asmussen har underskrevet en treårig kontrakt med den nordsjællandske klub.

Facebook
Twitter