Myrup tilbage til Skjern

Veteranen John Myrup vender efter to års fravær tilbage til Skjerns håndboldherrer, hvor han skal være spillende træner i 2. division.

John Myrup har tidligere spillet i den grønne Skjern-trøje. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

37-årige John Myrup vender efter to år i Lemvig Håndbold tilbage til Skjern Håndbold, hvor han før skiftet nåede at spille 149 kampe for Skjerns ligahold og var med til at vinde både Challenge Cup og DM-Sølvmedaljer.

John Myrup skal være spillende træner for Skjerns herrehold i 2. division, hvor han skal øse ud af sin erfaring som spiller gennem mange år. Han har spillet cirka 700 divisions- og ligakampe.

- Jeg glæder mig til nu at skulle prøve at stå på den anden side. Jeg har haft nogle fantastiske år som spiller og er glad for, at jeg nu får muligheden for at prøve nogle ting af som træner. Skjern Håndbold satser på talentudvikling og denne proces glæder jeg mig til at blive en del af, siger John Myrup i en pressemeddelelse.

Skjern Håndbold har lavet en toårig aftale med John Myrup. 

Facebook
Twitter