Når Møllgaard ikke kan træne, må han kaste rundt med børnene: 'Ingen håber, at vi skal på sommerferie nu'

Lige nu kommer det sportslige i anden række, siger Aalborg Håndbold-spilleren Henrik Møllgaard.

- Vi står i en underlig situation, og det er svært at spå om, hvor vi lander, siger Henrik Møllgaard. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Skal man sige 'det var det' og

suspendere
ligaerne? Skal mesterskaberne sendes til henholdsvis Aalborg Håndbold og Team Esbjerg? Er der en helt tredje mulighed?

Dansk håndbold er kastet op i luften - og det er utrolig vanskeligt at spå om, hvor, hvornår og hvordan den lander.

Lige nu har klubberne sendt spillerne hjem, og det gør det forholdsvis svært at opretholde den kadence, der er brugt otte måneder på at bygge op, erkender Aalborg Håndbold-profilen, Henrik Møllgaard.

- Det er ikke nemt at få trænet ordentligt, fordi fitnesscentrene har lukket ned. Så der er kun løbeskoene, og så kan jeg kaste rundt med mine børn herhjemme, siger Henrik Møllgaard, mens baggrundsstøjen afslører, at han har to energiske døtre at holde styr på.

- Jeg har været hjemme i 12 timer, og det sejler allerede, griner han.

På nuværende tidspunkt har Dansk Håndbold Forbund aflyst alle håndboldkampe til og med 25. marts, og den uvished gør det svært at angribe de kommende uger, erkender Aalborg-spilleren.

- Værste scenarie er, at der ikke er mere håndbold i den her sæson. Det ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have det med, siger Henrik Møllgaard til

DR
Sporten.

Lige nu er det sportslige sekundært, siger Aalborg-spilleren, Henrik Møllgaard. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Han har dog svært ved for alvor 'at tage håndboldbrillerne på' lige nu.

- Den sidste uge er det gået fra frusterende til absurd til, at håndbold er blevet en lille smule sekundært i forhold til, at vi kan se, hvad der sker rundt omkring i verden, siger Henrik Møllgaard.

Aalborgs landsholdsspiller sidder ikke med løsningen på, hvordan dansk håndbold binder en sportslig sløjfe på årets sæson. Derfor er han glad for, at han ikke sidder for bordenden, når den beslutning skal træffes.

- Jeg er godt med på, at vi (Aalborg Håndbold, red.) har været bedst og mest

stabile
. Det er der ingen, som indvender noget imod, men at vi så bare er danske mestre, fordi det er mest refærdigt, kan jeg ikke få mig selv til at sige.

Skal vi bare stoppe her?

Ud over den hjemlige liga har Aalborg Håndbold også en Champions League-ottendedelsfinale, nordjyderne skal forholde sig til. Måske. Det vides endnu ikke, hvor den lander i corona-kabalen.

Den nuværende situation kan dog betyde, at Møllgaard og holdkammeraterne efter 14 dages pause kun får to træninger i benene, før turen går til Portugal i slutningen af marts.

- Jeg ved ikke, hvor sportsligt fedt, det ville være. Et eller andet sted er det måske fint nok, at vi får aflivet den her sæson og siger 'det var det'.

Lige nu er spillerne i en

venteposition
. Grønt flag? Okay, så kører vi. Rødt flag? Jamen, så var det jo det.

- Men der er ikke nogen af os, der håber, at vi skal på sommerferie nu, siger Henrik Møllgaard.