Ribe-Esbjerg vinder over Sønderjyske og tager skridt mod toppen

Ribe-Esbjerg vinder på hjemmebane med 30-24 over Sønderjyske i Primo Tours Ligaen.

Med sejren rykker Ribe-Esbjerg op på andenpladsen i Primo Tours Ligaen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Håndboldherrerne fra Ribe-Esbjerg tog mandag aften en god sejr i jagten på en topplacering i Primo Tours Ligaen.

På hjemmebane lød sejren på 30-24 over Sønderjyske.

Dermed springer Ribe-Esbjerg frem på andenpladsen med 17 point for 14 kampe, mens Sønderjyske på sjettepladsen har 16 point i den tætte topstrid.

Kampen bølgede frem og tilbage

Ribe-Esbjerg førte i stort set hele kampen, og det endte altså med en komfortabel sejr, selv om Sønderjyske i anden halvleg var ved at lave et flot comeback.

I første halvleg førte hjemmeholdet flere gange med seks mål - blandt andet allerede ved stillingen 8-2. Sønderjyske fik dog reduceret, så Ribe-Esbjerg halvvejs førte med 16-12.

Sønderjyske fortsatte med at begrænse afstanden og kom på 18-19, men derfra trak Ribe-Esbjerg fra igen og kom foran med 23-18.

Det kunne Sønderjyske ikke svare tilbage på, og hjemmeholdet førte klart i resten af opgøret.

/ritzau/