Sikke et drama! Sønderjyske stjæler Ribe-Esbjergs slutspilsplads i sidste sekund

En scoring på den sidste mulighed sikrede Sønderjyske den sidste ledige plads i slutspillet i herrernes håndboldliga.

Ribe-Esbjerg misser slutspillet i det absolut sidste sekund. (Arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Sønderjyskes håndboldherrer er klar til slutspillet i Herre Håndbold Ligaen.

Det står klart, efter at den sidste runde i grundspillet lørdag blev afviklet.

Inden runden var syv af de otte slutspilsdeltagere allerede på plads, men tabellens ottendeplads - den nederste placering, der indløste en slutspilsbillet - var på spil.

Ribe-Esbjerg og Sønderjyske var de to bejlere, og her endte sønderjyderne altså med at trække det længste strå efter noget af et drama.

Sønderjyske spillede sig således videre, da Oliver Nøddesbo Eggert, som tiden udløb mod TTH Holstebro, udlignede til kampens slutresultat 30-30.

Det ene point gjorde, at holdet endte á point med Ribe-Esbjerg, der lørdag tabte til GOG, men Sønderjyske går videre med en bedre samlet målscore.

Lørdag blev det også afgjort, hvem der skulle ende på førstepladsen i grundspillet. Her var der også to hold om buddet - Aalborg Håndbold og GOG.

Nordjyderne, der inden runden var et point foran fynboerne, sluttede øverst efter en sejr over KIF Kolding. Begge hold indleder slutspillet med to point på kontoen i hver deres pulje.

De otte hold, der skal spille om medaljerne, er Aalborg Håndbold, GOG, Bjerringbro-Silkeborg, TTH Holstebro, Skjern Håndbold, Skanderborg Håndbold, Århus Håndbold og Sønderjyske.

Den sidste spillerunde betød også, at det blev afgjort, hvem der rykker direkte ned, og efter et nederlag til Skjern Håndbold på 36-31 måtte TMS Ringsted sande, at de næste år skal spille håndbold i den næstbedste række.

/ritzau/

Facebook
Twitter