Simon er født med et håndboldnavn, men det eneste, Pytlick blev tvunget til, var at lære at svømme

Årets talent i den danske herreliga har bold i blodet. Alligevel har Simon Bogetoft Pytlick aldrig følt sig presset ind i en håndboldhal.

(Foto: Henning Bagger og Frederiksen Ole © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)
(Foto: Henning Bagger og Frederiksen Ole © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Simon Bogetoft Pytlick kan intet huske fra de to billeder, han får stukket i hånden. Jo, det ene er fra familiens stue i det gamle hus på Thurø. Så meget kan han da se.

Men at han i 2004 sad på skødet af far Jan og genså staffekastdramaet fra OL-finalen i Athen, har vi kun billedet til at bevidne. Det samme gælder den generte dreng i armene på en nykåret europamester til fakkeloptog i Gudme. Det var, inden man politianmeldte den slags.

  • - Karin Mortensen er på vej til at sikre Danmark en guldmedalje, råbte kommentatorerne, da målvogteren på tv-skærmen reddede sit andet straffekast. Her sidder tre-årige Simon på skødet af sin far, Jan Pytlick, og genser straffekastkonkurrencen ved OL-finalen i Athen i 2004. Simons far var som landstræner for Danmarks håndboldkvinder med til at vinde OL-guld to gange. I baggrunden er det storesøster Camilla, der har lidt mere kameratække end lillebror. (Foto: FREDERIKSEN OLE)
  • Fakler på Sydfyn. Simon Pytlick gemmer sig i armene på far Jan, da landstræneren returnerer til Gudme efter EM-triumfen på hjemmebane i 2002. Hallen i Aarhus havde været pakket til bristepunktet, og også dengang blev Karin Mortensen den helt store guld-helt. (Foto: LARS K MIKKELSEN)
1 / 2

Hullerne i hukommelsen hænger naturligvis sammen med, at GOG-spilleren Simon Pytlick var henholdsvis tre og to år gammel. Først omkring tiårsalderen gik det op for ham, at far Jan Pytlick - med jobtitlen landstræner - var en "big deal" i dansk håndbold.

- Det var ikke rigtig noget, vi snakkede om derhjemme. Og i retrospekt tror jeg også, at det har været sundt for mig. Det havde nok ikke haft den største positive effekt, hvis vi kun havde talt om håndbold, siger Simon Pytlick.

- Men det er jo klart min mor, der har været den bedste håndboldspiller hjemme hos os. Det er ikke min far. Han har bare håndboldforståelse, griner han og sender en elegant stikpille afsted.

Moderen Berit Bogetoft var på kvindelandsholdet i starten af halvfemserne. Eksplosiv og direkte i sin spillestil, jo, man kan godt se, hvem det nu 20-årige spirende talent slægter på. Også så meget, at han i år blev kåret til årets talent i den danske herrehåndboldliga.

Men selvom der stod Bogetoft Pytlick på postkassen ude foran barndomshjemmet i det sydfynske øhav, var det eneste, Simon Pytlick blev tvunget til som barn, at lære at svømme. Farmor og farfar boede kort derfra ud til vandet på Thurø, så det var et krav.

- Jeg har aldrig følt mig presset ind i en håndboldhal af mine forældre og har selv valgt min vej. Det kunne ligeså godt være blevet fodbold. Min tilgang og ønsket om altid at vinde har jeg nok arvet, og da jeg begyndte at satse på håndbold, blev der også stillet krav om, at jeg skulle yde mit bedste, siger Simon Pytlick.

Det er ikke fedt, når folk kalder ens far en 'idiot'

Pytlick er bevidst om sit ophav og tilmed også meget reflekteret omkring, hvordan det er lykkedes at navigere ud af det pres, man ellers kunne forvente, det ville lægge på hans skuldre.

Familien Bogetoft Pytlick har haft mange snakke derhjemme omkring, hvordan man tacklede den del. Ganske naturligt, når Simon Pytlicks to søstre, storesøster Camilla og lillesøster Josephine, ligeledes er talentfulde med harpiks på fingerspidserne.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg bare skulle tage tingene i mit eget tempo. Jeg kan huske, at min far engang sagde, 'det kommer, når det kommer, og hvis det ikke gør, er det sådan, det er,' siger Simon Pytlick.

Det har han taget til sig. Og så har det at have en far, der vandt OL-guld to gange og en EM-titel, da også givet nogle oplevelser.

Turene til landsholdssamlinger og muligheden for at møde og tale med 'stjernerne'. Det var stort. Næsten ligeså stort som at få lov til at ræse ned til den nærliggende tankstation ved spillerhotellet og bruge alle fars småmønter på slik.

- Det var det fedeste i den alder, og jeg har virkelig nogle gode minder derfra. Der har jeg virkelig været privilegeret, siger Simon Pytlick.

  • I sommer overtog Jan Pytlick cheftrænerjobbet i Sønderjyske, og derfor har far og søn også haft fornøjelsen af at stå overfor hinanden i denne sæson. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • ... Der står forresten 3-1 til Simon Pytlick i det indbyrdes regnskab. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
1 / 2

I den anden ende af skalaen er de gange, hvor far Jan Pytlick qua sit job blev skydeskive. Det var hårdt, da Simon Pytlick nåede en alder, hvor han forstod, hvad der blev skrevet på de sociale medier.

- Jeg var ligeglad med kommentarer om, at han skulle fyres, men når det blev personligt, og folk skrev, at han var en idiot, gik det mig meget på, siger Simon Pytlick.

- Det var for meget, synes jeg. Man skal huske, at han også har en familie, der ikke kunne lade være læse med de ting. Med tiden har jeg lært at lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Har fået stort ansvar på kort tid

Midt i refleksionerne kan man godt glemme, at GOG-spilleren kun er 20 år gammel. Spillet i årets sæson har da også været mere modent, end dåbsattesten indikerer.

Klassisk GOG? Måske.

Men udviklingstempoet røg i hvert fald en my op, da holdkammeraten Emil Lærke sprængte akillessenen i sommer. Så var Simon Pytlick ikke længere endnu et ungt supplement til bagkæden på det sydfynske tophold. Nu var han starter.

- Det hele gik hurtigere end forventet, men så fik jeg chancen og er stille og roligt faldet ind i rollen. Jeg kan godt lide at få ansvar og vil også gerne tage det. Det lykkes ikke altid, men med tiden bliver man mere bevidst om, hvornår man skal gøre hvad, siger Simon Pytlick.

Simon Pytlick er tilbage for fuldt blus efter en skade i hånden for to måneder siden. (arkivfoto) (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Scanpix)

Bedst som alt gik Simon Pytlicks vej, fik han uheldigvis testet en af sine knap så veludviklede egenskaber - tålmodigheden. Da han i marts brækkede en knogle i hånden, kunne timingen næppe blive værre, når nu GOG samtidig gjorde sig klar til at sætte alt ind efter DM-guldet.

I slutningen af slutspillet blev Pytlick dog klar igen, og han har svært ved at sidde stille på stolen, da snakken drejer i retning af mandagens semifinale mod Aalborg Håndbold.

Nordjyderne har netop spillet sig til Final4 i Champions League som det første danske hold i næsten ti år. Vanvittigt imponerende, synes Pytlick.

Derfor kribler det også i fingrene, på den gode måde.

- Hvis Aalborg skruer op for tempoet, som vi så mod Flensburg, er de uhyggelige, men de passer egentlig godt til os. De er store, vi er lidt mindre og hurtige. Så vi skal ud og løbe med dem, siger han.

Selvfølgelig. Sådan gør de på Sydfyn. Og da Simon Pytlick kort efter løber ud ad døren, får han diskret listet de to barndomsbilleder ned i baglommen.

Så var der lidt at grine af ved aftenbordet i familien Bogetoft Pytlick.

FacebookTwitter