Tønder-direktør: Vi må acceptere dommen og se fremad

TM Tønder fik sin appel afvist af DIF's Appelinstans, og derfor rykker klubben nu ned.

TM Tønder accepterer DIF's afgørelse. Foto: Ludvig Dittmann (Foto: Ludvig Dittmann © Foto: Ludvig Dittmann Tlf. 0045 2369 5352 Mail adr. : Dittmann1948@gmail.com)

I TM Tønder vidste de godt, hvilken vej pilen pegede.

Først afviste DHF's Appelinstans TM Tønders krav på at overtage konkurslukkede HC Midtjyllands plads i håndboldligaen, og fredag eftermiddag var det så DIF's Appelinstans, der afviste en ny anke.

Derfor ligger det nu fast, at TM Tønder endegyldigt vil være at finde i 1. division, når den nye sæson begynder.

Tiden er derfor til at se fremad for TM Tønder, lyder det fra klubbens direktør, Kim Wittenkamp.

- Selvfølgelig er vi skuffede over afgørelsen, og vi er nok heller ikke enige i den, men det er også vigtigt at sige, at vi accepterer DIF's afgørelse og tager den til efterretning, og så ser vi frem mod de udfordringer, som venter os i 1. divison, siger Kim Wittenkamp, der torsdag kunne præsentere spillertruppen, som skal hjælpe holdet tilbage mod håndboldligaen igen.

- Processen her har naturligvis spillet ind på holdets sammensætning, men vi har truppen på plads, og vi føler os velforberedte, siger Kim Wittenkamp.

Facebook
Twitter