Tvis Holstebro sikrede sig bronze

GOG gik glip af medaljer for første gang siden 1999, mens Team Tvis Holstebro tog klubbens første med en klar sejr i den tredje bronzekamp.

Team Tvis Holstebros spillere fejrer sejren over GOG Svendborg i den tredje og sidste bronzekmap. (Foto: Johan Gadegaard © Scanpix)

Det var småt med spændingen, da Team Tvis Holstebros herrer fredag aften sikrede sig bronzemedaljer. 

På hjemmebane var jyderne helt ustyrlige og vandt den tredje og afgørende kamp mod GOG Svendborg TGI med 34-26. Dermed sikrede Tvis Holstebro sig klubbens første DM-medaljer siden samarbejdet mellem HH 90 og Tvis KFUM Håndbold blev en realitet i 2000, og bronzen fuldendte en flot sæson, hvor klubben vandt den danske pokalfinale, i øvrigt med en finalesejr over GOG.

Med nederlaget får GOG ingen medalje i herreligaen, og det er første gang i 10 år og blot anden gang i alt, siden holdet fik sin første medalje, da det i 1988 blev til med sølv.

Kampen blev reelt afgjort i første halvleg, hvor Team Tvis Holstebro stormede af sted og gik til pause foran 18-11. I anden halvleg formåede GOG aldrig at bringe spænding ind i kampen mellem grundspillets nummer syv og otte, hvor nummer syv viste sig at være bedst.

Lars Rasmussen fra Tvis Holstebro blev kampens topscorer med ni mål.

Kampen i tal:

Team Tvis Holstebro -GOG Svendborg TGI: 34-26.

Tvis Holstebro:  Lars Rasmussen 9 (4), Lars Erik Bjørnsen 8, Joacim Ernstsson 6 (3), Heino Holm Knudsen 4, Søren Reinholt Hansen 3, Patrik Olsson 2, Hans Christian Lund 1, Søren Tau 1.

GOG Svendborg:  Minik Dahl Høegh 7, Fredrik Petersen 7 (1), Thomas Skoglund 6 (3), Olof Ask 3, Kasper Jørgensen 1, Keld Vilhelmsen 1, Kristian Meijer 1.

Udvisninger: Tvis/Holste. 3, GOG/Svendb. 7.

Tilskuere: 2.300.

 

 

Facebook
Twitter