Holmris erstatter Arvidsson i England

Jesper Holmris er blevet udnævnt til ny landstræner for de britiske håndboldkvinder. Han erstatter Morten Arvidsson.

Jesper Holmris skal træne de britiske kvinder frem mod OL 2012. (Foto: © DR Sporten)

Jesper Holmris er blevet udnævnt til ny landstræner for de britiske håndboldkvinder. Han erstatter Morten Arvidsson.

Arvidsson stoppede som træner for det projekt, som skulle få britisk håndbold op på et niveau, hvor man kunne være bekendt at deltage ved OL i London 2012, da man ikke kunne blive enig om målsætningen.

- Der var nogle divergerende opfattelser af, hvordan forløbet skulle gå videre, og der var det fornuftigt at tage den beslutning, at jeg stopper og de finder en anden, siger Arvidsson til DR Sporten.

Han ville ikke være med til at stå i spidsen for et hold, som bare skulle undgå at tabe med alt for mange mål. Han ville spille med om sejrene. Og den målsætning gik ikke spænd med det britiske hådboldforbunds.

I stedet bliver det så den tidligere landsholdsspiller Jesper Holmris, der overtager ansvaret for at det britiske landshold ikke får alt for store tæsk i 2012. Og ifølge BBC ser det britiske håndboldforbund frem til samarbejdet med Holmris.

Storbritannien er selvskrevet som deltager ved håndboldturneringen ved OL 2012. Men da håndbold er en meget lille sportsgren i Storbritannien, venter der Holmris et stort arbejde.