Joachim Boldsen - nu med snus

Smøgerne er lagt på hylden og erstattet af snus for Joachim Boldsen, der også er underkastet løbetræning frem mod OL.

Joachim Boldsen har kvittet smøgerne og i stedet kastet sig over snus og mange daglige løbeture. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Joachim Boldsen har ikke sagt helt farvel til slik og sodavand, men der er skåret ned i hyggemaden, og en ny træningsplan har betydet, at kiloene på den store OL-profil har fordelt sig bedre.

- Det er stadig min holdning, at jeg ikke må veje under 100 kilo. Men jeg erkender, at kiloene gerne må sidde lidt anderledes på mig, end de måske tidligere har gjort i perioder. Den megen træning har resulteret i flere muskler, og de vejer jo også, så jeg vejer nok det samme som altid, siger Joachim Boldsen til spn.dk.

Sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark, Thue Kvorning, har testet Boldsen og givet ham et nyt træningsprogram frem mod OL.

- I mit program står der løb. Så står der løb. Løb. Løb, løb og løb. Og bagefter skal jeg lige løbe lidt. Det bliver cirka til en times intervalløb hver dag. Det skal guderne vide, at jeg aldrig har gjort før. Og lad mig benytte denne lejlighed til at slå helt fast, at det er røvsygt at løbe. Jeg fatter ikke alle dem, der løber frivilligt. Jeg får trods alt penge for det, siger Boldsen, der også har lagt cigaretterne på hylden.

- Jeg røg min sidste smøg den 1. marts klokken 10.00. Det var fandeme blevet for besværligt at ryge. Man skulle stille sig i et latterligt bur eller gå ud på gaden. Det gad jeg ikke være til grin for mere, siger Boldsen til spn.

Han har nu kastet sig over snus.

- Det er total åndssvagt. I det mindste generer jeg ikke mine omgivelser og jeg behøver ikke gå uden for hele tiden. Jeg har lært at snuse af diverse norske og svenske holdkammerater. Arj, hvor er det i grunden ikke særligt klogt af mig, siger Boldsen.

Selv om kiloene er blevet fordelt anderledes på 'Traktorens' krop, vil han ikke gå så langt som til at sige, at han er i sit livs form.

- Nej, jeg har jo været 18 år engang, siger han.

Facebook
Twitter