Julekalendersang hjælper de danske håndboldherrer til sejr

Titelnummeret fra ’Tidsrejsen’ er et af de numre, der skal få de danske spillere til at ramme spændingsniveauet ved VM.

Mikkel Hansen & co. lytter bl.a. til titelmelodien fra 'Tidsrejsen', inden de løber på banen i Qatar. (© Scanpix)

Når de danske håndboldherrer skal lade op til kampene ved VM i Qatar, er det hver gang med den samme playlist. En playlist som spillerne selv har udformet ved at vælge et nummer hver.

Den eneste der ifølge DR Sportens oplysninger ikke nåede at aflevere sit bud, inden playliste-bestyrer Lasse Svan lukkede ned for ønsker, var Anders Eggert.

I stedet for har Mikkel Hansen fået dispensation til at komme med to numre på det, man engang kaldte et opvarmnings- eller opladningsbånd.

Ved hjælp af journalistisk graverarbejde er det lykkedes DR Sporten at lokalisere den myteomspundne playliste og oven i købet snuse sig frem til enkelte af spillernes musikalske valg.

Og det er en blandet musikalsk palet, de danske spillere skal kæmpe sig igennem i omklædningsrummet inden kampene i Qatar.

Kalendersang, 70'er-klassiker og rap

Familiefaderen Bo Spellerberg har valgt temanummeret fra DR's julekalender 'Tidsrejsen' som sit bidrag til audio-delen af de danske spilleres opladning.

Michael Damgaard byder ind med et nummer, der er skrevet mange år før, der overhovedet var nogen, der havde tænkt på ham. Valget er nemlig faldet på den gamle Tom Jones-traver 'She's A Lady'.

Henrik Møllgaard bidrager også til det spraglede musikalske kludetæppe, da han har valgt et nummer med den dansk-kinesisk-vietnamesiske rapper Linkoban.

Du kan lytte til spillernes playliste her.

Her er listen skrevet ud. Kom gerne med dit bud på, hvem der har valgt hvilke numre i kommentarfeltet herunder.

Caroline Castell: Tidsrejsen (Bo Spellerberg)

Tom Jones: She's A Lady (Michael Damgaard)

Linkoban: Popgun Track (Henrik Møllgaard)

Spleen United: Suburbia

Dizzy Mizz Lizzy: Silverflame

Kings Of Leon: Sex On Fire

Omi · Cheerleader

Kashmir: Seraphina

Olly Murs og Travie McCoy: Wrapped Up

Reef: Place Your Hands

Dr. Dre og Snoop Dogg: Still D.R.E. 

Tim Christensen: Whispering At The Top Of My Lungs

Volbeat: Cape Of Our Hero

Hozier: Take Me To Church

Hedegaard: Happy Home

The White Stripes: Seven Nation Army

Young Money og Drake: Trophies