KARAKTERER Herskind oppe at ringe over KIF

Én KIF Kolding København-spiller henter en sjælden topkarakter fra DR Sportens håndboldekspert Søren Herskind.

Kasper Hvidt og Torsten Laen fejrer KIF Kolding Københavns sejr mod Flensburg-Handewitt. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Fantastisk åbning på KIF Kolding Københavns Champions League-sæson 2014-2015. De forsvarende mestre fra Flensburg-Handewitt kunne drage sydpå med et 14 måls-nederlag.

De første 15 minutter var en jævnbyrdig forestilling, men da Flensburg begyndte at skifte ud, satte KIF sig for alvor på kampen, og tyskerne var derfra aldrig i nærheden af at få point.

En fremragende kollektiv indsats af KIF krydret med mange flotte individuelle præstationer. Det var dog samtidig lidt skuffende at se, hvordan et storhold som Flensburg klaskede helt sammen og ikke formåede at give de danske mestre værdig modstand.

Bedste KIF Kolding København-spiller: Kasper Hvidt

DR Sportens håndboldekspert Søren Herskind bedømmer spillernes indsats på en sekstrinskala.

6 International topklasse

5 Fremragende

4 Solid præstation

3 Middel

2 Ikke godkendt

1 Dumpet

UB Udenfor bedømmelse – ikke tilstrækkelig spilletid.

Kasper Hvidt – 6

Den rutinerede verdensklassemålmand beviste, han er klar til en ny Champions League-sæson og ikke har tænkt sig at slække på niveauet. Redningsprocent på 46.

Lukas Karlsson – 4

Startede kampen godt men blev mere anonym, som kampen skred frem. To mål på tre forsøg.

Torsten Laen – 4

Solid indsats i det centrale forsvar ved siden af Kim Andersson. Offensivt var han ikke meget med i spillet. Et mål på to forsøg.

Kim Andersson – 5

Det ser ud som om, at han er kommet sig over sine skulderproblemer. Scorede både mål og lavede mange assists. Fem mål på syv forsøg.

Lasse Andersson – 4

Skulle lige bruge et par skud på at skyde sig varm, men spillede derefter en disciplineret og velovervejet kamp. Fire mål på fem forsøg.

Bo Spellerberg – 5

Konstant trussel der førte til uro i tyskernes forsvar. Spiller stadig i et tempo, som om han er 20. Seks mål på 11 forsøg.

Kasper Irming – 5

Herligt at se Irming tilbage, og det med en fremragende indsats som højrefløj. Sikre afslutninger på en af verdens bedste målmænd. Syv mål på ni forsøg.

Cyril Viudes – 4

Arbejder hårdt på stregen, hvor han kæmper og slider nonstop. Forsvarsspillet mangler stadig det sidste i forhold til international klasse. Tre mål på tre forsøg.

Simon Jensen – 3

Kortvarigt på banen. Scorede to mål og fik en udvisning. To mål på to forsøg.

Martin Dolk – 4

Sikker i sine afslutninger, der primært var på straffe og kontra. Der sneg sig et par forsvarsfejl ind, men han er heller ikke vant til at spille på dette niveau. Fem mål på fem forsøg.

Aron Kristjansson – 5

Fik forsvaret sat godt op. Holdet virkede taktisk velforberedt på Flensburg. Der var stor disciplin i returløbsfasen, hvilket betød, at Flensburg blot scorede et enkelt mål på førstebølgekontra.

Marcus Cleverly – UB

Snuppede et enkelt straffekast men fik ellers ikke meget spilletid.

Lars Jørgensen – UB

Lasse Boesen – UB

Magnus Landin – UB

Jacob Vinholt Pedersen – UB

Thomas Theilgaard – UB

Rolf Ravn – UB

Kristian Stoklund – UB

 

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter