KIF-profil: Det havde vi ikke turdet drømme om

Kasper Irming og hans holdkammerater fra KIF Kolding København var overraskede over storsejren mod Flensburg-Handewitt

KIF Kolding København udspillede Flensburg-Handewitt og vandt med hele 35-21 over sidste sæsons Champions League-mestre.

Inden opgøret havde hjemmeholdet naturligvis troen på sejr, men at sejren skulle blive så stor, overrasker KIF-mandskabet.

- Det er en stor overraskelse, det havde vi ikke engang turde drømme om. Vi får en god start, og det er ligesom om, at de giver en lille smule op i anden halvleg, hvilket er meget overraskende for mig, for det har jeg aldrig set fra dem, siger Kasper Irming, der scorede syv mål for KIF Kolding København.

- Jeg synes, at cifrene lyver lidt til sidst, fordi vi får en masse nemme mål, men det her er over al forventning, tilføjer han.

Perfekt start på CL-kampagnen

Med sejren fik KIF Kolding København den bedst tænkelige start på Champions League-gruppespillet.

- Det er en rigtig god start for os, men der er rigtig mange svære kampe endnu. Det her var jo en af de kampe, hvor vi kunne håbe på at tage to point, men at vi skulle gøre det så overbevisende, det giver selvfølgelig noget selvtillid. Det tegner jo godt for os, og så er det godt for vores målscore, siger Kasper Irming til DR Sporten.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter