Kim Andersson i KIF Kolding

KIF Kolding København har sikret sig den svenske håndboldstjerne Kim Andersson.

Kim Andersson - her i en landskamp for Sverige mod Danmark - skal nu spille i dansk klubhåndbold. (Foto: CHRISTOPHE SIMON © Scanpix)

KIF Kolding København har allerede sikret sig en god portion af profilerne fra AG København, og mandag kunne klubben præsentere endnu en stjerne fra Jesper "Kasi" Nielsens sjællandske fallitbo: Kim Andersson.

Højrebacken slutter sig således til sine tidligere holdkammerater Lars Jørgensen, Joachim Boldsen og Kasper Hvidt.

Svenskeren blev præsenteret på et pressemøde i Brøndby Hallen, hvor klubben også ønsker at spille nogle af den kommende sæsons ligakampe.

Kim Andersson blev præsenteret som ny spiller i AG København 1. juni i år efter en årrække som spiller i den tyske klub THW Kiel, med hvem han også har vundet Champions League i 2007.

I samme sæson vandt THW Kiel i øvrigt både den tyske mesterskabstitel og pokalturneringen.

Kim Andersson har været en central figur på det svenske landshold de seneste 10 år.

Den jysk/københavnske klub præsenterede også en ny sponsor på pressemødet.

Energiselskabet TRE-FOR har tegnet et nyt hovedsponsorat med holdet.

/ritzau/

Facebook
Twitter