Kommentator: Frankrig er VM-favoritter

Europamestrene bliver også verdensmestre, spår DR Sportens Jens Jacob Juulsager.

Det franske landshold er blandt favoritterne til at vinde håndbold-VM i Qatar. (Foto: Valdrin Xhemaj © Scanpix)

Endelig. I aften går det løs. Håndbold-VM i Qatar. Med håb og forventninger og en gylden dansk præstation, men også med tre andre hold i topform.

- Frankrig, Danmark, Spanien og Kroatien skiller sig markant ud. Men min favorit til at vinde VM er Frankrig, fordi de har en kæmpestor bredte og en enorm stor fysik, fortæller DR Sportens håndboldkommentator Jens Jacob Juulsager.

- Sammenlignet med sidste års EM-finale, hvor de gav Danmark en øretæve, er de bare blevet endnu stærkere. Omdrejningspunktet i angrebet, Nikola Karabatic og Cédric Sorhaindo, er nemlig blevet spillet endnu mere sammen.

Det mest negative, Frankrig har oplevet i optakten, er afbuddet fra fløjspilleren Luc Abalo.

Island kan spolere planen

Juulsagers fire udvalgte er placeret i hver sin pulje, og som udgangspunkt er "planen" at de hver især vinder de indledende kampe.

Det vil nemlig betyde, at Danmark, Spanien, Frankrig og Kroatien først mødes i semifinalerne - og dermed er risikoen for de ryger tidligt ud af VM mindre.

Men den plan kan blive ødelagt, hvis et af holdene ikke vinder deres gruppe, og de derfor brager sammen før semifinalerne.

- Et hold der på gode dage kan drille de andre er Island. Vi så det selv i lørdags, hvor de slog Danmark med et enkelt mål i optaktsturneringen. Især deres playmaker Aron Palmarsson er en verdensklassespiller, men bredden er ikke den samme som de øvrige topnationer, lyder begrundelsen for at Island ikke blander sig i top fire.

Ser du også Frankrig som den overordnede VM-favorit, med Danmark, Spanien og Kroatien lige i hælene?

Giv gerne dit bud på placeringerne i debatfeltet herunder.