Dansk håndboldprofil rykker fra Ungarn til Frankrig

Lotte Grigel skifter sin ungarske klub ud med Nantes til sommer, hvor hun får dansk træner i Frankrig.

Danmarks Lotte Grigel skifter til den franske klub Nantes, hvor hun får en dansk træner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske håndboldspiller Lotte Grigel tørner fra næste sæson ud for franske Nantes.

Det oplyser både spiller og klub fredag. Dermed fortsætter playmakeren sit udlandseventyr, når hun skifter fra ungarske Debrecen.

- Det har været en svær beslutning, fordi jeg har været rigtig glad for at være i Debrecen, men når alt kom til alt, og jeg skulle tage beslutningen, så kunne jeg bare mærke i maven, at det skulle være Nantes, og at jeg også skulle prøve at spille i Frankrig, siger Lotte Grigel til TV2 Sport.

Lotte Grigel skiftede i 2015 fra Team Esbjerg til russiske Rostov-Don, hvor hun spillede i to sæsoner, inden turen gik til Ungarn. Hun deltog med Danmark ved VM i Frankrig i december i fjor.

I Nantes får hun danske Allan Heine som træner, og Lotte Grigel lægger ikke skjul på, at det har haft en betydning for klubskiftet.

- Alt andet end lige gør det det bare meget nemmere håndboldmæssigt. Jeg glæder mig meget til at spille under ham, siger Lotte Grigel.

Lotte Grigel har skrevet en toårig kontrakt med Nantes.

/ritzau/

Facebook
Twitter